Kl. er 19 om aftenen d. 25. december og jeg ligger i soveværelset og slapper af, mens Tais leger med Viona i stuen. Jeg har haft en lidt øm følelse i lænden hele dagen, så jeg har slappet ekstra meget af. Dagen inden var det juleaften og vi fejrede det hos Tais’ familie, så jeg tilskrev den trætte krop, at jeg nok var ret brugt fra dagen forinden.

Jeg ligger og kigger på min mobil og lige pludselig hører jeg et meget tydeligt ’smæld’ inde fra min mave. Ja, sådan kan jeg bedst beskrive lyden. Jeg kigger forbavset på min mave og i løbet af et splitsekund tisser jeg i bukserne. Og jeg bliver ved. Og ved. Og ved. Indtil jeg ligger to og to sammen. Selvfølgelig ligger jeg ikke der og tisser ukontrollerbart i bukserne.

Jeg lister mig forbi stuen, hvor Tais leger med Viona. Han registrerer med det samme, at der er noget underligt ved min pludselige hurtige gang, og da jeg kommer ud fra toilettet, siger jeg til ham, at jeg tror mit vand er gået.

Allerede?
Vi er begge meget overraskede. Jeg havde jo først termin d. 6. januar, men altså, jeg er jo stadig inden for termin og andengangsfødende, så mere vildt er det jo heller ikke. Men det er nok mere det med vandafgangen, der overrasker. Med Viona registrerede jeg det slet ikke. Jeg spurgte min jordemoder på hospitalet, om mit vand var gået, og så sagde hun, ‘Ja det gjorde det sidst jeg undersøgte dig’. Denne gang, så er der dog ingen tvivl. Det siver ud af mig og bliver bare ved! Til gengæld har jeg ingen smerter overhovedet, så derfor er det også lidt svært at tro på.

Timingen er faktisk ret heldig, for vi har endnu ikke puttet Viona. Hun er i nattøj og det hele, da vi ringer til hendes farmor og farfar, som kommer og henter hende og putter hende hjemme hos dem. Det giver mig en kæmpe ro at vide, at hun sover trygt hos dem og hun faktisk sov gennem hele fødslen. Der er en helt anden logistik omkring en fødsel, når man har et eller flere børn i forvejen, så jeg er glad for, at det alligevel flaskede sig ret godt for os.

Når ens vand går, skal man ringe til hospitalet med det samme, da barnet gerne skal være ude inden for 18 timer (mener jeg det er), så det gør jeg, og de vil gerne se os hurtigst muligt. En time efter står vi på Herlev Fødeafdeling og jeg bliver undersøgt af en jordemoder, der fortæller mig, at jeg er 2 cm åben. Jeg har på det tidspunkt ingen smerter overhovedet, så det er helt underligt at høre. Men fedt nok tænker jeg. Det var lige 2 gratis cm.

Den Store Bagedyst og begyndelsen på veer

Vi aftaler med jordemoderen, at vi tager hjem, da vi bor så tæt på hospitalet og så ringer, når jeg begynder at føle ubehag ved smerterne. Hun er ikke så interesseret i om de kommer regelmæssigt eller hvor længe veerne varer, da jeg er andengangsgravid, og det lige pludseligt kan gå hurtigt.

Vi kører hjem igen og ser et afsnit af Den Store Bagedyst Jule og Nytårs edition og Tais drikker en Pepsi Max og spiser pølsehorn, som vi har købt i 7/11. Han nusser mine fødder på sofaen imens og vi ligger egenligt bare og hygger os. Som tiden går, kan jeg langsomt mærke en mere og mere insisterende murren over lænden, som begynder at bide mere og mere. Vi ligger os ind i sengen, hvor Tais presser hænderne mod min lænd, som vi har lært til fødselsforberedelse.

Ca 23.45 kører vi ind på hospitalet igen, hvor jeg bliver tjekket. Jeg er nu 5 cm åben og vi bliver enige om, at vi skal gå en tur rundt på hospitalet. Jeg har stadig rigtig fin kontrol over veerne, og jeg tror det gør en stor forskel, at jeg kender smerterne fra første fødsel. 2 timer mener jordemoderen, vi skal gå tur, men jeg kan mærke, at der ikke ville gå så længe, så jeg forbereder hende på, at vi nok ses før da.

En gåtur og veer

Rigtig nok, da vi har gået rundt i 40 minutter er mine veer regelmæssige. Tais tracker dem på en app og kan meget præcist fortælle mig, hvornår jeg vil få en ve. Hver gang der kommer en, læner jeg mig op af en mur og så presser han på min lænd. Det er virkelig dejligt og igen, så kan jeg sagtens være i det. Faktisk går vi og hygger os ret godt mellem mine veer. Griner og joker og oplever et næsten mennesketomt hospital.

Efter de 40 minnutter, omkring kl. 01.00, bliver jeg undersøgt igen og jordemoderen kan nu fortælle mig, at jeg er seks cm åben med regelmæssige veer og dermed i aktiv fødsel. YES tænker jeg! Endelig.

Jeg har i forvejen ønsket at føde på deres fødeklinik, som bedst kan beskrives, som en slags mellemting mellem en ’normal hospitals fødestue’ og en hjemmefødsel. Det foregår på en stue med en fast jordemoder, hvor der er mere hjemligt i omgivelserne. Man kan få al den samme smertelindring, men dog ikke epidural. Man skal også have haft en ukompliceret graviditet for at få lov til at føde der. Heldigvis er der en ledig stue klar til mig.

I fødeklinikken bliver jeg mødt af den sødeste jordemoder, som jeg føler mig rigtig tryg ved. Hun har sådan en dejlig ro over sig og sammen med Tais er de begge med til at gøre, at jeg føler mig rolig og afslappet.

Jeg vil gerne i brusebad, så det kommer jeg, og hun husker mig på, at lige i dette tilfælde, så behøver man ikke sparre på vandet. Jeg står i brusebadet i halvanden time og det er heaven! Simpelthen så dejligt og det hjælper virkelig på veerne. Nøj, det kan jeg anbefales. Hver gang der kommer en ve skruer jeg ekstra meget op for varmen og peger strålen direkte på min lænd med brusehovedet. Imens sidder Tais i en behagelig stol ude foran og læser ting højt for mig, for at underholde mig og distrahere mig for smerterne.

En lur midt i det hele

Efter halvanden time og tiltagende veer kan min krop ikke stå op længere og jeg ville gerne ind i sengen og ligge. Jordemoderen undersøger mig og jeg er nu 7-8 cm åben og Hektor er kommet endnu længere ned i bækkenet, men vi mangler stadig at få mere knald på veerne.

Som jeg ligger der i sengen, begynder jeg at lukke øjnene og falde i søvn. Jeg kan slet ikke få det til at give mening. Man kan da ikke sove, når man er i aktiv fødsel! Så jeg prøver at skjule det for Tais og jordemoderen, som jo selvfølgelig godt kan se, at jeg ligger og falder i søvn. Jordemoderen fortæller mig, at jeg endelig bare skal døse hen og det bare er min krop, der fortæller mig, at den har brug for hvile inden slutspurten.

Hun tager min hånd og begynder at lave akupressur (hvilket føles som nus) og Tais masserer min lænd, så jeg falder lynhurtigt i søvn. Jeg tror det blev til en halv times lur (afbrudt af veer) og da jeg vågner op har jeg totalt fornyet energi. Klar til at komme over målstregen og møde vores dreng!

En hurtig pressefase!

Det var lige det, jeg havde brug for! Veerne begynder hurtigt at blive mere og mere kraftige. Tror det er en kombination af hvilen og de tryk jordemoderen har lavet på mig, der sætter gang i slutspurten. Nu er det også på tide at få noget lattergas i spil. Det har jeg med vilje ventet med, til helt sidst, så jeg psykisk kan sige til mig selv, at jeg har det til gode. Haha. Veerne gør ONDT nu og jeg skal bare holde ud. Jeg bruger de ting jeg har lært fra mit fødselsforberedelse og fra bogen Smertefri Fødsel og prøver at fokusere på min vejrtrækning så godt jeg kan og lave fokusvisualisering.

Jeg kommer op og stå og får ret hurtigt presseveer. Efter lidt rokken frem og tilbage på gulvet, stadig med Tais, der presser på min lænd hver gang der kommer en ve.

Jeg vil gerne presse og venter bare på grønt lys. Hun synes stadig ikke det lyder heeelt som presseveer, men efter lidt tid giver  hun grønt lys og jeg kommer op og side med benene i sådan nogle bøjler, som er den måde jeg selv har ønsket at føde på.

Veerne gør ondt og jeg får sagt ‘Nej, nej, nej’, men husker så mig selv på, at det jo er godt, at der er kraft på dem, så jeg ændrer mine nej’er til ‘ja, ja, ja’. Det må have lydt så sjovt udefra og både Tais og jordemoderen siger begge, JA, nemlig, Ja!

Jeg kan tydeligt mærke ham, når jeg presser og jeg har en helt anden fornemmelse for min egen krop denne gang. Måske hjælper det også, at jeg virkelig har indstillet mig på, at jeg ikke gider en lang pressefase igen! 4-5 pres og 10 minutter, og så kan jeg tage imod ham. Så ligger han der på mit bryst. Helt fedtet og helt perfekt. Min lille dreng.

Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.