Aftensmad tilbehør/ Bagværk/ Frokost

Nem skinkestang med flødeost og svampe

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, så har jeg en ret bred og blandet madsmag. Nogle gange, så står den på quinoasalat med hampefrø, tahin dressing og miso glaseret aubergine og andre gange, så er der bare ikke noget som en pastasalat med karry og en skinkestang, haha. Ja, man kan finde lidt af hvert her i bageriet.

Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at jeg er gravid, men jeg er især tiltrukket af 80’er mad og dansk mad generelt lige i øjeblikket. Som her, hvor jeg har lavet en klassisk og nem skinkestand med flødeost, champignoner og butterdej.

Spis den til

Den smager både skønt lun, men den er også rigtig lækker, når den er kølet af. Det er nok det, som kan betegnes for comfort food med lækker butterdej, cremet fyld, så ja, der er en grund til, at den smager så godt 😉 Du kan eksempelvis lave den som en eftermiddagssnack, så der er noget lækkert at fylde maverne med efter en dag ude eller du kan servere den, som en del af et tapasbord. Den kan også bruges som tilbehør til aftensmaden. Kun fantasien sætter grænser her 🙂

Nem skinkestang

Sådan fletter du en nem skinkestang

Hvis du ikke har prøvet at flette sådan en her, så kan jeg berolige med, at det er MEGET nemt. Man skal bare lige kende teknikken og i den forbindelse kan jeg anbefale denne her video.

Nem skinkestang

Nem skinkestang

ingredienser

  • 275 g butterdej (svarer til 1 rulle)
  • 200 g champignon
  • 100 g skinkestrimler eller tern
  • 200 g flødeost med hvidløg
  • 2 spsk frisk persille
  • 1 æg
  • 2 spsk sesam
  • Salt og peber
  • Olivenolie

Sådan gør du:

1

Tag butterdejen ud af køleskabet og lad den stå lidt, inden du ruller den ud.

2

Skær svampene i tynde skiver og steg dem på en pande i lidt olivenolie. Hvis de er våde, så dup dem tørre med lidt papir.

3

Bland flødeost, skinke, hakket persille, salt og peber og de stegte svampe og rør godt rundt. Fordel blandinden på butterdejen i midten på den lange led, så det fylder ca 1/3 del.

4

Nu skal den flettes og det er heldigvis ikke så svært som det ser ud til. Du skærer bare nogle strimler på hver side af skinkeblandingen og så fletter du dem over, så de lukker rundt om skinken. Youtube er din ven, hvis det ikke umiddelbart giver mening.

5

Pensel med æg og drys med sesam.

6

Bag i ovnen ved 200 grader (varmluft) i ca 20 min.

 


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

Måske kan du også lide disse indlæg

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.