Stegt pak choi med et asiatisk twist. Perfekt som tilbehør til aftensmaden. Nemt, lækkert og sundt.
Pak choi er et asiatisk kål med en mild smag, som smager fantastisk når man giver det en tur på panden. Man kan sagtens bare stege dem i olivenolie og krydre med salt og lidt citronsaft, men her har jeg givet dem et asiatisk twist, så de svømmer rundt i en sauce med oystersovs, soya, hvidløg og sesamolie. Det er SÅ lækkert!
Spis dem eksempelvis til kogte ris og tofu, til nudler, stegt halloumi eller hvad du ellers kan finde på. Det er genialt som tilbehør til diverse vegetariske retter. Du kan også hakke det i mindre stykker og blande i en salat af en art.

Pak choi, pak choy og bok choy
Pak choi staves på mange måder, men jeg har altid kaldt det pak choi. Det er desværre ikke den mest kendte type kål her i Danmark, og jeg har erfaret, at det kan være lidt svært at få fat på. De har dem dog næsten altid i asiatiske supermarkeder, og ellers har jeg også set dem i Kvickly og på Nemlig flere gange. De fås sikkert også flere steder. Sådan noget kan jo ændre sig med tiden.
De ligner eller smager ikke som mange af de andre typer kål, vi er vandt til her i Danmark. De øverste blade er grønne og minder nærmest om salatblade. Bunden, hvor stilken starter, er mere fast og hård. Lidt ala celleri.
Pak choi kan også spises rå, men jeg steger dem altid på panden. Enten med en asiatisk marinade som her, eller også holder jeg det bare helt simpelt og drysser med flagesalt og citronsaft. Lidt ala de her stegte spidskål faktisk.





Find opskriften på stegt pak choi med asiatisk sauce her:
Reklamelinks er markeret med*

Stegt pak choi med asiatisk sauce
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Tilberedelse
- Start med at blande saucen, så den er klar. Det går nemlig hurtigt, når først kålene er kommet på panden. Pres hvidløg i en skål og tilsæt oystersovs, limesaft, soyasovs og sesamolie. Rør godt rundt og stil den til siden.2 fed hvidløg,1 spsk oystersovs,1/2 lime,2 spsk soyasovs,1 spsk sesamolie
- Varm den smagsneutrale olie i en stor pande ved høj varme. Olien er klar, når den begynder at se blank og flydende ud. Det tager ca. 1–2 minutter.3 spsk smagsneutral olie
- Vask de to kål grundigt og dup dem tørre. Skær dem over på langs (se billedet i indlægget). Du skal ikke skære enden af, da den holder bladene sammen.2 pak choi
- Steg dem på panden i ca. 2 minutter på hver side. De skal være let gyldne. Obs: Pak choi kan variere i størrelsen, så du bliver muligvis nødt til at bruge to pander eller stege over to omgange. Hvis dette er tilfældet, så husk at dele saucen i to også.
- Tilsæt saucen til panden og fordel den godt ud over alle bladene. Du kan eksempelvis bruge en bagepensel. Steg kålene i ca. 3–5 minutter på hver side. Det kommer lidt an på, hvor meget bid du gerne vil have i dine kål.
- Put dem over på et fad og sørg for at få alt den lækre sauce med fra panden. Drys med sesam og server dem varme.1 spsk sesam
Noter
- Holdbarhed: Pak choi er bedst frisklavet, men rester kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i op til 2 dage. Varm dem op på en varm pande i et par minutter.
- Frysning: Retten egner sig ikke til frysning, da pak choi bliver slap og mister sin konsistens.
- Tilbehør: Server eksempelvis til kogte ris, nudler eller stegt halloumi.

Hvad kan du servere stegt pak choi til?
Du kan spise stegt pak choi til alt muligt. Server det evt til en omgang kogte ris, noget stegt tofu og så har du et fint måltid. Ellers er her nogle retter, som vil være lækre med pak choi til.











