Kartoffelsuppe med porrer

Jeg holder virkelig meget af en god, cremet klassisk kartoffelsuppe på en kølig dag. Især når den samtidig er både nem og fuld af smag fra porrer, hvidløg og et strejf af muskatnød, så er det altså ren komfortmad i skål. Jeg kan godt lide at toppe med sprøde rugbrøds croutoner, ristede kikærter og en skefuld creme fraiche. Også gerne frisk purløg eller persille, hvis jeg har det.

Suppen er helt oplagt som hverdagsmad, hvor det skal gå lidt stærkt, men hvor man stadig gerne vil forkæle sig selv og familien lidt. Den er samtidigt budgetvenlig og mætter godt.

kartoffelsuppe

Reklamelinks er markeret med*

kartoffelsuppe med porrer
Ingen bedømmelser endnu

Kartoffelsuppe med porrer samt ristede kikærter og rugbrødscroutoner

Cremet kartoffelsuppe med porrer og knasende toppings. En helt klassisk kartoffelsuppe, som man kan varme sig på i de kølige måneder. Nem og budgetvenlig.
Antal: 6 personer

(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)

Ingredienser 

Suppen

  • 1 ½ kg kartofler
  • 2 spsk olivenolie eller smør
  • 3 porrer
  • 1 fed hvidløg
  • 1 ½ liter vand
  • 1 terning grøntsagsboullion
  • 1 dl piskefløde
  • ½ tsk muskatnød
  • salt og peber

Ristede kikærter

  • 2 dåser kikærter
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 ½ tsk flagesalt
  • 4 tsk hvidløgspulver

Rugbrødscroutoner

  • 3 skiver rugbrød
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 tsk tørret timian

Øvrige toppings

  • purløg
  • creme fraiche

Tilberedelse

  • Skræl og skær kartofler i store tern.
    1 1/2 kg kartofler
  • Varm olien i en stor gryde ved middelvarme og tilsæt kartoflerne. Rør rundt.
    2 spsk olivenolie eller smør
  • Vask porrer grundigt og skær dem i tynde ringe. Tilsæt dem løbende til gryden og rør rundt. Kom også presset hvidløg i. Lad det steg i 3-5 minutter.
    3 porrer,1 fed hvidløg
  • Kom så 1 liter vand og boullion i og lad det koge i 20-30 minutter eller til kartoflerne er møre. Resten af vandet gemmes til senere, så man selv kan justere konsistensen.
    Obs: Nu kan du evt. udnytte tiden til at lave de ristede kikærter og rugbrødscroutonerne.
    1 ½ liter vand,1 terning grøntsagsboullion
  • Blend suppen med en stavblender eller i en blender. Tilsæt nu fløde, muskatnød, mere vand og smag til med salt og peber. Du kan også tilsætte mere piskefløde for en endnu mere fyldig suppe.
    1 dl piskefløde,½ tsk muskatnød,salt og peber

Ristede kikærter

  • Tænd ovnen på 200 grader, varmluft
  • Fordel kikærter på en bageplade med bagepapir. olivenolie, flagesalt og hvidløgspulver. Bland det hele godt rundt. Bag i ovnen i 20 minutter eller til de begynder at blive sprøde.
    2 dåser kikærter,2 spsk olivenolie,1 1/2 tsk flagesalt,4 tsk hvidløgspulver

Rugbrødscroutoner

  • Skær rugbrød i tern og steg i olivenolie på en varm pande. Tilsæt salt og tørret timian. Steg til de begynder at blive gyldne og tag dem efterefter af panden, så de kan køle af.
    3 skiver rugbrød,2 spsk olivenolie,1 tsk flagesalt,1 tsk tørret timian
Kunne du lide opskriften?

(Klik på stjernerne for at bedømme)

Ingen bedømmelser endnu
Pin Del Print
Har du lavet opskriften?Jeg vil elske at se, hvad du har kreeret! Tak mig gerne på @beetrootbakery, så jeg kan følge med eller brug hashtagget #beetrootbakery

Hvis du godt kan lide denne opskrift, så kan jeg også anbefale min opskrift på linsesuppe med røde linser.

Linsesuppe med kokosmælk og spinat
Nem vegansk linsesuppe med hakkede tomater, kokosmælk, røde linser og spinat. Den er nem at lave og mætter godt.
Gå til opskrift
vegansk linsesuppe
kartoffelsuppe med rugbrød og ristede kikærter

Ingredienser i min kartoffelsuppe med porrer

  • Kartofler: Kartoflerne er selvfølgelig hovedpersonen her. De giver både fylde og den bløde, cremede konsistens, som gør suppen så tilfredsstillende. Jeg bruger som regel en melede kartoffeltype som bagekartofler, fordi de koger ud og gør suppen silkeblød. Jeg har ikke et specifikt mærke jeg går efter, men jeg holder mig i hvert flad fra babykartofler og nye kartofler.
  • Porrer: Porrer giver suppen en mild, sødlig løgsmag og en grøn friskhed, som klæder kartoflerne virkelig godt.
  • Hvidløg: Et enkelt fed hvidløg eller to giver dybde og lidt kant. Det må endelig ikke dominere, men bare understøtte porrerne og kartoflerne i baggrunden.
  • Grøntsagsbouillon: En god bouillon giver suppen en rund og umamifyldt bund.
  • Piskefløde: Fløden er det, der gør suppen ekstra cremet og lækker. Du kan sagtens justere mængden eller bruge madlavningsfløde, hvis du vil gøre det lidt lettere. Du kan også bruge havrefløde eller en anden plantebaseret version.
  • Muskatnød: Et lille drys friskrevet muskatnød løfter smagen og giver suppen en varm og krydret undertone. Det er ikke meget, der skal til, men det gør en stor forskel.
  • Salt og peber: Suppen skal selvfølgelig smages godt til. Jeg starter altid med lidt ad gangen og justerer til sidst, når fløden er kommet i.
  • Ristede kikærter: De ristede kikærter giver en sprød kontrast og lidt ekstra protein. Jeg krydrer dem også ofte med paprika eller spidskommen, inden de ryger i ovnen. I denne opskrift har jeg brugt hvidløgspulver.
  • Rugbrødscroutoner: De sprøde croutoner lavet af rugbrød er en af mine yndlingstoppings. De tilføjer både knas og en dejlig dybde i smagen.
  • Purløg: Et drys friskhakket purløg giver en mild løgsmag og masser af farve. Jeg drysser dem altid på lige inden servering.
  • Creme fraiche: En skefuld creme fraiche ovenpå giver syre og fedme.
kartoffel porre suppe

Sådan får du den bedste kartoffelsuppe

En god kartoffelsuppe handler i høj grad om konsistens og smag. Hvis kartoflerne får lov at koge lige akkurat møre, og suppen blendes grundigt, bliver den helt fløjlsblød. Jeg bruger ofte en stavblender direkte i gryden. Det gør det nemt, og man slipper for opvask. Hvis du foretrækker lidt struktur, kan du også lade nogle af kartoflerne blive i små tern og blot blende halvdelen af suppen.

Gør kartoffelsuppen ekstra lækker med topping

Toppings er prikken over i’et på en kartoffelsuppe. Eller en hvilken som helst suppe, hvis du spørger mig. Det er her, man virkelig kan lege og gøre retten både flottere og mere spændende at spise. Jeg er helt vild med at kombinere noget sprødt, noget friskt og noget cremet. Så der sker lidt i hver mundfuld.

De ristede kikærter giver både bid og en dejlig nøddeagtig smag. Jeg dræner dåsekikærter, tørrer dem godt og vender dem i olie og krydderier. Så ind i ovnen med dem, til de er helt sprøde. De er også gode som snack, hvis der skulle være nogen tilovers.

Rugbrødscroutoner laver jeg af rugbrød. Gerne noget der er blevet lidt tørt. Jeg skær det i små tern, drypper med olie og krydr med lidt salt og så en tur i ovnen, til de er knasende. Det er både nemt og en god måde at undgå madspild.

Til sidst topper jeg med en skefuld creme fraiche og et drys friskhakket purløg. Det giver en fin balance til den varme, cremede suppe og løfter hele oplevelsen. Hvis du serverer suppen for gæster, er det også her, du virkelig kan få den til at se flot og indbydende ud.

kartoffelsuppe aftensmad

Måske er disse vegetariske supper også noget for dig?

Pastinaksuppe med karry og æble
En lækker og cremet pastinaksuppe med karry og æble. Lav den til dig selv eller forær den væk til en du holder af.
Gå til opskrift
Pastinaksuppe
Græskarsuppe med karamelliseret hokkaido og halloumi topping
Den BEDSTE græskarsuppe. Denne græskarsuppe er lave med karamelliseret hokkaido, gulerødder og løg, som bliver blendet med kokosmælk, lime og krydderier og så toppet med sprød halloumi.
Gå til opskrift
græskarsuppe med karamelliseret hokkaido og halloumi
Tomatsuppe med røde linser, gulerødder og squash
Her har du opskriften på en rigtig lækker og cremet tomatsuppe med røde linser. Fuld af smag og nærende ingredienser, som din krop vil elske dig for.
Gå til opskrift
tomatsuppe med røde linser

Oftest stillede spørgsmål til kartoffelsuppe med porrer

Kan suppen fryses?

Ja, kartoffelsuppe kan godt fryses, men vær opmærksom på, at konsistensen kan blive lidt grynet efter optøning. Blend eventuelt suppen kort igen, når den er varmet op, så den bliver glat og lækker.

Hvor længe kan kartoffelsuppen holde sig i køleskabet?

Suppen kan sagtens holde sig 3-4 dage i en lufttæt beholder i køleskabet. Jeg varmer den op ved lav varme og tilsætter lidt ekstra vand eller fløde, hvis den er blevet for tyk.

Kan man lave suppen uden fløde?

Ja, du kan erstatte fløden med plantefløde eller bare undlade den helt. Suppen bliver stadig cremet, hvis du bruger melede kartofler og blender den grundigt.

Hvilken kartoffelsort er bedst til kartoffelsuppe?

Til en cremet suppe anbefaler jeg melede kartofler som bagekartofler. De koger ud og giver en silkeblød konsistens, som er perfekt til netop denne type suppe.

Del med nogen du holder af
Katharina Kjeldgaard
Katharina Kjeldgaard

Hej, jeg hedder Katharina og det her er min vegetariske madblog, hvor jeg deler alle mine bedste opskrifter på vegetarisk hverdagsmad og diverse lækkerier.

Jeg håber, du bliver inspireret af mine opskrifter til at lave sund hverdagsmad uden lange ingredienslister. Mad der smager godt og som alle ved bordet har lyst til at spise. Jeg er især glad for at lave mad med grøntsager og masser af bælgfrugter.

Om du er garvet eller ny i køkkenet, så håber jeg, at du kan finde nogle nye favoritter her på siden.

Til dagligt deler jeg opskrifter her på siden og på min IG. Derudover samarbejder jeg med diverse virksomheder og hjælper dem med at producere opskrifter og sprede budskabet om grønne produkter.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments