Hvis du leder efter en nem, hurtig og virkelig lækker julegodte, så er det her dadel juletræ med peanut butter og mørk chokolade lige sagen. Det er et sundere alternativ til klassisk julekonfekt og det pynter så fint på bordet. Det kræver få ingredienser, ingen bagetid og kan laves på ingen tid.

Reklamelinks er markeret med*

Dadel juletræ
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 400 g dadler (med sten) (365 g uden sten)
- 90 g creamy peanutbutter
- 150 g mørk chokolade
Pynt:
- pistachienødder
- frysetørrede jordbær
- flagesalt
Tilberedelse
- Fjern sten fra dadlerne og læg dem på et stort stykke bagepapir. Start med en enkelt og byg så ud, så det får samme form som et juletræ.
- Fold nu bagepapir rundt om træet og bank blidt på det med en bagerulle, så det bliver fladere og mere sammenhængene. Se billeder længere nede i indlægget. Pak det så ud.
- Kom peanutbutter ovenpå dadellaget og smør det ud. Kom det i fryseren, mens du smelter chokoladen.
- Smelt chokoladen over vandbad. Imens det smelter kan du gøre pynten klar.
- Hæld nu chokoladen ovenpå peanut butter laget og drys med pynt.

Ingredienser i mit dadel juletræ – date bark
- Dadler: De udgør selve grundlaget for juletræet og giver sødme, blødhed og en karamelagtig smag. Jeg foretrækker Medjool-dadler, fordi de er ekstra store og saftige, men almindelige bløde dadler fungerer også fint. Du finder dem oftest i frugt -og grøntafdelingen, hvor de står i små papkasser.
- Peanut butter: Det cremede fyld giver både fedme og dybde, og balancerer dadlernes naturlige sødme. Jeg bruger en creamy peanut butter. Du kan også bruge andre former for nøddesmør.
- Mørk chokolade: Chokoladen binder hele juletræet sammen og giver et lækkert, fast lag øverst. Jeg går altid efter en god mørk chokolade. Den intense smag giver kontrast og gør konfekten mindre sød. Du kan dog sagtens bruge en mildere variant, hvis det er det, du har på lager.
- Hakkede pistacienødder: De grønne nødder giver et flot farvespil, der passer perfekt til juletemaet. De tilføjer også et dejligt crunch, som bryder med den bløde base. Jeg hakker dem groft, så man både får tekstur og tydelige farver på toppen.
- Tørret jordbær: Det er ikke bare pænt med lidt rødt pynt. De tørrede jordbær tilføjer også en fin syrlighed og en let frugtnote, der passer godt til de andre smage. Hvis du ikke har tørret jordbær, kan frysetørrede hindbær eller tranebær også bruges.
- Flagesalt: Et lille drys flagesalt til sidst er med til at fremhæve alle de andre smage. Det kan virke som en lille ting, men det gør en kæmpe forskel. Især sammen med chokoladen og peanut butteren. Jeg drysser det altid på, mens chokoladen stadig er lidt blød, så det sætter sig fast.




Variationer og idéer til pynt til date bark
Min version af et dadel juletræ med pistacienødder og tørret jordbær er smukt og lækkert, men der er masser af muligheder for at lege med smag og udtryk. Hvis du ikke har peanut butter, kan du f.eks. bruge mandelsmør, cashewsmør eller tahin. Bare vær opmærksom på, at smagen ændrer karakter.
Toppings kan du også skifte ud alt efter hvad du har i skabet, eller hvordan du vil have farverne til at spille. Grofthakket hvid chokolade, kokosflager, frysetørret hindbær kan give et fint julet udtryk. Hvis du vil gøre den ekstra festlig, kan du drysse lidt spiseligt glimmer eller guldstøv på toppen.


Måske er disse julelækkerier også noget for dig?
Oftest stillede spørgsmål til dadel juletræ
Hvordan opbevares dadel juletræet?
Opbevar det færdige dadel juletræ i en lufttæt beholder i fryseren. Du kan mere eller mindre spise det direkte fra frost.
Kan jeg bruge andre slags nøddesmør end peanut butter?
Ja, du kan blandt andet bruge mandelsmør, cashewsmør eller tahin som alternativ. Hver type giver sin egen smagsprofil, så prøv dig frem efter hvad du bedst kan lide.
Hvor lang tid tager det at lave dadel juletræ?
Hele processen kan klares på cirka 20 minutter. Måske lidt længere, hvis du pynter detaljeret.
Kan jeg lave dadel juletræet i forvejen?
Ja, det er faktisk en god idé! Dadelmassen og chokoladen sætter sig bedst efter et par timer i fryseren, så du kan sagtens lave det i god tid.










