Annonce

Ingefærsmåkager med mandler og flagesalt

Hvis du kan lide ingefær, så skal du gøre dig selv den tjeneste at prøve at bage disse ingefærsmåkager. Det tror jeg ikke, du kommer til at fortryde. De er ultra nemme at lave (men mere om det senere) og så har de den helt rette smag af ingefær med et hint af mandler og flagesalt.

Når først man går igang med at spise dem, så er det svært at stoppe! De er gode som julebag, men jeg synes også sagtens, man kan spise dem resten af året. Til en kop kaffe eller te måske.

ingefærsmåkager med flagesalt

Opskrift på nemme ingefærsmåkager

Nu tænker du måske, at du skal ud og købe frisk ingefær og stå og bøvle med at få skrællen af og hakke det meget fint. Næh nej, de laves med tørret og stødt ingefær, men bare rolig, du får den samme lækre og intense ingefærsmag.

En anden ting der gør disse småkager ekstra nemme er, at du ikke behøver at veje eller forme dem. Det eneste du skal gøre er at trille dejen til fem lange pølser, og så flader de selv ud i ovnen. Først når de kommer ud, skærer du nem i små skæve snitter og løfter dem derefter over på en bageplade, hvor de kan køle af.

ingefærsmåkager med nødder

Opskrifter på julelækkerier

Jeg synes, det er så hyggeligt at lave julemad og i særdeleshed at bage julesmåkager og andre julelækkerier. Du kan gå på opdagelse i min julekategori her, og ellers har jeg samlet en lille håndfuld opskrifter til dig her:

ingefærsmåkager

En god værtindegave

Opskriften giver til en ret stor portion. Ca. 55-60 stk for at være mere præcis. Det er ret mange småkager, men hellere bage mange småkager end få, nu hvor man er i gang. Right? Da jeg testede opskriften, fik jeg bagt pænt mange ingefærsmåkager, og så var det jo oplagt at dele ud af dem.

Hvis man putter dem i et glas, der kan lukkes lufttæt og binder et sødt bånd om med en lille håndskrevet hilsen, så har man en rigtig sød spiselige gave.

værtindegave
ingefærsmåkager med flagesalt

Ingefærsmåkager med mandler og flagesalt

De lækreste ingefærsmåkager med små stykker mandler og flagesalt på toppen. De er nemme at lave og fungerer både til jul, men også resten af året.
4,50 fra 4 stemmer
Antal: 55 stk
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse20 minutter
30 minutter
I alt1 time 5 minutter

Ingredienser

  • 350 g hvedemel
  • ½ tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk stødt nelliker
  • 3 tsk stødt ingefær
  • 125 g smør
  • 60 g hakkede mandler
  • 300 g brun farin
  • 2 æg
  • Flagesalt (til at drysse oven på)

Tilberedelse

  • Bland mel, natron, bagepulver, stødt nellike og ingefær i en skål.
  • Skær smørret i små tern og put det ned i skålen og smuldr med hænderne til der ikke er flere smørklumper.
  • Hak mandlerne fint og tilsæt dem.
  • I en anden skål piskes brun farin og æg i til det har fået en ensartet konsistens.
  • Hæld æggeblandingen over i melblandingen og rør rundt med en stor ske. På et tidspunk bliver det nemmest at samle den med hænderne.
  • Pak dejen ind i filmplast og sæt den på køl i 30 minutter (mere er også fint).
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft, når du er klar til at tage dem ud af køleskabet.
  • Del dejen i 5 lige store stykker og rul den til lange pølser med en diameter på ca. 2 cm. De flader ud, så du kan have tre stænger på en bradepande. Dejen er til den klistrede side, så det kan hjælpe at gøre hænderne fugtige med vand. Tryk dem let flade og drys med flagesalt på toppen.
  • Bag dem i ovnen i 20 minutter eller til de bliver gyldne og sprøde.
  • Skær dem i skrå skiver så snart de kommer ud af ovnen, og sæt dem over på en bagerist, så de kan køle af.
  • Opbevar dem i en lufttæt beholder i en uges tid. Måske mere.
sprøde ingefærsmåkager
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments