Dahl med grønne linser

Når jeg har brug for noget nemt, varmt og virkelig tilfredsstillende, så laver jeg dahl med grønne linser og kokosmælk. Det er en ret, der smager af mere end den kræver af tid, og det er lige præcis det, jeg elsker ved den. De grønne linser giver en god, mættende bund, og kokosmælken gør den cremet og blød, mens krydderierne giver varme og dybde. Der er mere ‘bid i’ end en klassisk dahl med røde linser, da de grønne linser ikke koger ud på samme måde.

Det er en skøn vegansk gryderet, der fungerer lige godt til en hverdagsaften som til eb del af et hyggeligt aftensmåltid med gæster.

Se her for inspiration til flere vegetariske retter.

grøn dahl med grønne linser og kokosmælk

Reklamelinks er markeret med*

dahl med grønne linser servering
Ingen bedømmelser endnu

Dahl med grønne linser

Cremet og smagfuld dahl med grønne linser, kokosmælk og spinat. Spis den evt. med noget brød til. Perfekt både til hverdagsmad og gæstemad. Portionen giver til 3-4 portioner. 4 hvis du har noget tilbehør til.
Antal: 4 portioner

(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 10 minutter
50 minutter
Samlet tid 1 time

Ingredienser 

  • 2 spsk raps- eller solsikkeolie
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 cm frisk ingefær
  • 1 spsk karry
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 tsk gurkemeje
  • ½ tsk tørrede chiliflager
  • 1 tsk sukker
  • 400 ml kokosmælk (1 dåse)
  • ½ liter vand
  • 1 terning grøntsagsboullion
  • 200 g tørrede grønne linser
  • 150 g spinat
  • 1 citron (skal og saft)
  • salt og peber

Tilberedelse

  • Varm olien op i en dyb pande med låg eller en stor gryde.
    2 spsk raps- eller solsikkeolie
  • Hak løg og hvidløg fint, og steg det i 3-4 minutter. De må ikke tage farve, men skal blot blive blødere. Imens kan du finde ingefær og krydderier frem og gøre dem klar.
    1 løg,4 fed hvidløg
  • Hak ingefær fint og kom det op i gryden sammen med krydderierne og sukker. Svits kort.
    1 spsk karry,1 spsk spidskommen,1 tsk gurkemeje,½ tsk tørrede chiliflager,2 cm frisk ingefær,1 tsk sukker
  • Tilsæt kokosmælk, vand og boullion.
    400 ml kokosmælk,½ liter vand,1 terning grøntsagsboullion
  • Skyl de grønne linser godt og kom dem derefter i gryden.
    200 g tørrede grønne linser
  • Bring det hele i kog, og skru derefter ned. Lad det simre i ca. 40 minutter og rør rundt løbende så det ikke brænder på.
  • Vask og hak spinaten groft, og rør den i dahl’en i de sidste minutter af tilberedningen.
    150 g spinat
  • Tilsæt også her saften og skal fra citronen og smag retten til med salt og peber.
    1 citron,salt og peber
Kunne du lide opskriften?

(Klik på stjernerne for at bedømme)

Ingen bedømmelser endnu
Pin Del Print
Har du lavet opskriften?Jeg vil elske at se, hvad du har kreeret! Tak mig gerne på @beetrootbakery, så jeg kan følge med eller brug hashtagget #beetrootbakery

Hvis du godt kan lide denne opskrift, så kan jeg også anbefale min opskrift på min klassiske dahl med røde linser.

Dahl med kokosmælk
Denne opskrift på dahl med kokosmælk er min bedste opskrift på dahl. Den er krydret, cremet og bare lige som jeg synes en god dahl skal være.
Gå til opskrift
dahl med kokosmælk
dahl med grønne linser servering

Ingredienser i min dahl med grønne linser

De enkelte ingredienser i denne grønne dahl bidrager hver især til at skabe en dyb og smagfuld sauce. Her er en gennemgang af nogle af de vigtigste elementer:

  • Løg: Løget er grundlaget for smagen. Det skal sauteres godt, så det bliver blødt og sødligt. Det giver dybde og binder retten sammen.
  • Hvidløg: Fire fed giver en tydelig og varm smag. Hvidløg passer perfekt sammen med de varme krydderier og fremhæver linsernes lidt jordagtige smag.
  • Karry: Karry er med til at give den klassiske gule farve og varme.
  • Spidskommen: Giver en lidt ristet og nøddeagtig smag, som passer godt sammen med linser og kokosmælk.
  • Gurkemeje: Foruden farven, tilføjer den en let bitterhed og en varm undertone. Den spiller godt sammen med både karry og ingefær.
  • Tørrede chiliflager: De tørrede chiliflager giver en blid, vedvarende varme. Hvis du kan lide det stærkt, kan du nemt skrue lidt op.
  • Sukker: En teskefuld sukker runder smagen af og balancerer syre og krydderier.
  • Frisk ingefær: Giver en friskhed og varme, der løfter hele retten. Alternativt kan du også bruge tørret ingefær.
  • Grønne linser: De grønne linser giver fylde og struktur. De koger ikke ud som røde linser, så du får en dahl med mere bid. Jeg bruger tørrede linser, da de giver bedst tekstur og suger en masse smag, når de koger med.
  • Kokosmælk: Kokosmælken gør retten cremet og afrunder de varme krydderier. Brug gerne en fuldfed variant fra dåse for bedst konsistens og smag.
  • Spinat: Spinat giver både farve og en mild, grøn smag, der balancerer den tunge base. Jeg rører den i til sidst, så den kun lige falder sammen.
  • Citron (saft og skal): Den skarpe syre løfter retten og balancerer fedmen fra kokosmælken. Skal og saft giver både friskhed og karakter.
grøn dahl servering

Variationer og serveringsforslag til grøn dahl

En af de ting jeg elsker ved dahl, er hvor nemt den er at tilpasse. Har du ikke spinat? Så brug grønkål. Hvis du gerne vil have mere grønt i retten, kan du tilsætte små tern af gulerod eller squash sammen med linserne. De skal bare have lidt længere tid i gryden.

Vil du gøre retten endnu mere mættende, kan du tilsætte en dåse kikærter eller lidt kogte kartoffeltern. Det er også en genial måde at få tømt køleskabet på. Og hvis du er til mere varme, kan du snildt skrue op for chiliflagerne eller tilsætte lidt frisk chili, skåret fint.

Når det kommer til servering, så er dahl med grønne linser virkelig alsidig. Jeg serverer den tit med et par lune naanbrød til at dyppe i den cremede sauce. Disse pandebrød går rigtig godt til retten.

Nemme pandebrød med hvidløg, sesam og nigellafrø
De nemmeste pandebrød, som hverken kræver gær, hævetid eller skal æltes. De kan laves på 20 minutter og smager især godt til supper og gryderetter.
Gå til opskrift
Pandebrød med nigallafrø


Et drys friske persille og lidt ekstra citron på toppen gør det lige lidt ekstra lækkert. Hvis du har lidt creme fraiche eller raita i køleskabet, så smager det fantastisk sammen med den varme dahl

Og så er det faktisk en ret, der smager endnu bedre dagen efter. Så lav endelig en stor portion. Du får glæde af det både til madpakken og en nem aftensmad dagen derpå.

grøn dahl med grønne linser og kokosmælk

Måske er disse vegetariske linseretter også noget for dig?

Dahl med belugalinser
Dahl med belugalinser er en cremet gryderet med masser af næring og proteiner. Den er tilmed vegansk og smager helt fantastisk.
Gå til opskrift
sort dahl med belugalinser
Dahl med kokosmælk
Denne opskrift på dahl med kokosmælk er min bedste opskrift på dahl. Den er krydret, cremet og bare lige som jeg synes en god dahl skal være.
Gå til opskrift
dahl med kokosmælk

Se også alle mine opskrifter med grønne linser her.

Oftest stillede spørgsmål til beluga bolognese

Kan jeg bruge røde linser i stedet for grønne linser?

Ja, det kan du godt, men vær opmærksom på at konsistensen bliver anderledes. Røde linser koger hurtigere ud og giver en mere blød og grød-agtig dahl, hvor grønne linser giver mere bid og struktur. Hvis du vil bruge røde linser, kan jeg anbefale min opskrift på dahl med røde linser.

Kan dahl med grønne linser fryses?

Ja, retten kan sagtens fryses. Lad den køle helt ned, før du pakker den i en tætsluttende beholder. Den holder sig fint i fryseren i op til tre måneder. Optø og varm den langsomt op, gerne med lidt ekstra vand, mælk eller kokosmælk.

Hvor længe kan dahl holde sig i køleskabet?

Dahl med grønne linser kan holde sig 3-4 dage i køleskabet i en lufttæt beholder. Den smager faktisk næsten bedre dagen efter, fordi krydderierne får lov at trække igennem.

Er dahl med grønne linser vegansk?

Ja, denne version er helt vegansk, da den er lavet med kokosmælk og uden animalske produkter.

Skal jeg udbløde de grønne linser før brug?

Nej, grønne linser behøver ikke at blive udblødt. De skal bare skylles godt i koldt vand, før du koger dem med i retten.

Kan jeg lave den uden kokosmælk?

Ja, hvis du ikke bryder dig om kokosmælk, kan du bruge plantefløde eller almindelig fløde, hvis det ikke skal være vegansk. Det giver stadig en cremet konsistens, men smagen vil være anderledes.

Del med nogen du holder af
Katharina Kjeldgaard
Katharina Kjeldgaard

Hej, jeg hedder Katharina og det her er min vegetariske madblog, hvor jeg deler alle mine bedste opskrifter på vegetarisk hverdagsmad og diverse lækkerier.

Jeg håber, du bliver inspireret af mine opskrifter til at lave sund hverdagsmad uden lange ingredienslister. Mad der smager godt og som alle ved bordet har lyst til at spise. Jeg er især glad for at lave mad med grøntsager og masser af bælgfrugter.

Om du er garvet eller ny i køkkenet, så håber jeg, at du kan finde nogle nye favoritter her på siden.

Til dagligt deler jeg opskrifter her på siden og på min IG. Derudover samarbejder jeg med diverse virksomheder og hjælper dem med at producere opskrifter og sprede budskabet om grønne produkter.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments