Her har du opskriften på nemme pandebrød, som er lavet med bagepulver. De behøver derfor slet ikke hæve, så de kan være klar på ingen tid. Opskriften er enormt simpel, og du kan bruge brødene til alverdens forskellige ting. Du kan eksempelvis bare spise dem som de er og måske dyppe dem i en lækker hummus eller lignende. Ellers er de også rigtig gode til supper og gryderetter. Hvis du kunne bruge noget inspiration, så linker jeg til nogle forskellige retter længere nede i indlægget 🙂
Nemme pandebrød uden hævetid
Dejen er som sagt super simpel og skal ikke æltes særligt meget. Når man har samlet den, så ruller man den flade (man kan også godt bare trykke pandebrødene flade med hænderne) og så steger man dem på en helt tør pande. Jep, der skal intet olie på selve pande. Hvis man gør det, så suger de nemlig rigtig meget olie. Jojo, det har da også sin charme, men jeg synes personligt det er mere lækkert, når man pensler dem bagefter med olie og krydderier.
Hvor længe kan de holde sig
De kan godt gemmes til næste dag, men de er ikke lige så interessante, som når de er helt frisklavede. Hvis man alligevel har nogle til overs, så kan man enten smide dem en tur på panden igen eller putte dem i brødristeren. Det hjælper lidt på det.
Du kan dyppe brødene i…
Mange forskellige retter, men her er i hvert flad nogle opskrifter, som er egnede 🙂
Vegetarisk ret med butternut squash og lime
Sund boller i karry med kylling
Vegetarisk ret med søde kartofler og linser
Butternut squash med røde linser
Reklamelinks er markeret med*
Nemme pandebrød med hvidløg, sesam og nigellafrø
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 5 dl hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 3 dl yogurt naturel
Til at smøre oven på
- 2 tsk sesam
- 2 tsk nigellafrø
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk flagesalt
- Evt frisk persille
Tilberedelse
- Bland alle ingredienserne til brødene og form dem til små kugler, som du ruller helt tynde. Gerne til et par mm tykke. Brug evt lidt ekstra mel.
- Steg dem på en tør pande i ca 3-5 minutter på hver side ved middelvarme.
- Imens steges olie, hakket hvidløg, sesam og nigellafrø på en pande til hvidløgene begynder at tage farve.
- Smør blandingen på de frisklavede og lune pandebrød og drys evt med frisk persille.