Noget af det hyggeligste ved julen må være alt det fine pynt rundt omkring. Gerne af den hjemmelavede slags, hvis du spørger mig. Jeg elsker gamle nisser og pynt med historie. I år har jeg udvidet vores julekasse med hjemmelavet julepynt af tørrede appelsiner og det pynter simpelthen så fint, synes jeg 🙂
Nemt DIY: Hjemmelavet julepynt af tørrede appelsiner
Det er et meget nemt og ligetil lille hyggesprojekt, der får hele hjemmet til at dufte dejligt af appelsin. Man skærer egenligt bare appelsinerne i skiver og tørrer dem i ovnen ved svag varme til de har smidt væsken. Jeg har skrevet en guide nederst i indlægget, men som jeg også skriver der, så er det nok meget forskelligt fra ovn til ovn, hvor længe de skal have. Det er bare noget med lige at kigge til dem engang i mellem og huske at vende dem om.
Man kan også gøre det samme med andre citrusfrugter. Grape og citron eksempelvis, men dette har jeg ikke selv prøvet.

Tørrede appelsinskiver der kan bruges til lidt af hvert
Her har jeg trukket et bånd gennem de tørrede appelsiner og hængt dem op på vores lille ‘juletræ’, som står i en potte i stuen. Så fint og hyggeligt:) Men der er også mange andre måder, man kan bruge de tørrede appelsinskiver. Man kan eksempelvis hænge dem op i en lang snor og lave en guirlande eller man kan bruge dem til gaveindpakning og sætte en lille skive på pakken. Så fint.
Det er også rigtig sødt, hvis du smører dem med lidt lim og putter glimmer på. Det giver noget ekstra spil til dem 🙂

Hjemmelavede julegaver med tørrede appelsinskiver
Kender du også de der typer, som bare er umulige at finde gaver til? Måske fordi de allerede har alt, hvad de skal bruge? Så frygt ej. Jeg har en masse god inspiration til hjemmelavede madgaver, som kan gives i julegave eller som en lille ekstra gave. Madgaver er også oplagte at give i adventsgaver eller til mandelgaven.
Jeg synes personligt, at hjemmelavede madgaver er virkelig hyggelige og de viser, at du har taget dig tid og gjort dig umage. Du kan jo binde et sødt bånd om glasset/posen med hjemmelavet julepynt af tørrede appelsiner.


Idéer til hjemmelavede madgaver
- Hjemmelavet pandekagemix
- Hjemmelavet knækbrød færdigblanding
- Hjemmelavede saltkarameller
- Konfektroulade
- Popcorn med saltkaramel

Mine bedste juleopskrifter
Jeg elsker julemad og jeg har en masse opskrifter og retter, jeg vender tilbage til år efter år.
Eksempelvis:
– Hjemmelavede rødkål ala Meyers
– Vegetarisk shepherd’s pie med linser og kartoffelmos
– Hvid gløgg med æble og hyldeblomst
– Brændte mandler med kanel


Hvor længe holder tørrede appelsinskiver sig?
Tørrede appelsinskiver kan holde sig i mange måneder, hvis du har fået tørret dem ordentligt. Jeg har haft nogle, som jeg brugte som pynt juleaften to år i træk. Så svaret er altså, at de kan holde sig længe!
Er de stadig en smule fugtige i det meget tynde lag ‘kød’, der er tilbage, så kan de begynde at rådne, men der går også mange måneder før det sker. Det er i hvert fald min erfaring 🙂 Så altså, jo mere tørre du kan få dem, jo længere holder de 🙂
Sådan opbevarer du tørrede appelsiner
Jeg har haft nogle skiver tørrede appelsiner liggende i en en stor julekasse, og der har de holdt sig helt fint. Men vil du være sikker på, at de kan holde sig til næste jul, så anbefaler jeg, at du putter dem i en lufttæt beholder af en art. En lille boks med låg eller en zip pose.
Reklamelinks er markeret med*

Hjemmelavet julepynt af tørrede appelsiner
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 2 appelsiner
- En skarp kniv
- Bagepapir
- Snor/bånd
Tilberedelse
- Tænd ovnen på 100 grader, varmluft.
- Skær appelsinerne i skiver af ca. 2-3 mm. og fordel skiverne på to bageplader med bagepapir.
- Bag dem først i 50 min. på den ene side og tag dem så ud og vend dem om, og bag dem i 50 min. på den anden side.
- Alle ovne er forskellige, så måske er dine skiver tørrede nu. Jeg vendte dem dog igen og bagte i 15 min på den ene side og 15 min på den anden side. Hvor lang tid de skal have, afhænger også af, hvor tykt du har skåret skiverne.
- Læg dem til at køle af på en rist, når de er færdige.
- For at undgå at de bøjer, kan du lægge dem i pres med et skærebræt over efter de er kølede af og vente et par timer.
- Lav et hul med en saks eller skarp kniv og træk et bånd i.








Skal de være helt tørre, når man tager dem ud? Eller kan man tage dem og ud af øjnene, når man synes de har den rigtige farve? Og så lade dem tørre på risten.
Hej 🙂 De må gerne have en lille smule fugt, men det er vigtigt at du lader dem tørre fuldstændigt, hvis du eksempelvis har tænkt dig at pakke dem ind i noget bagefter.
Hej – hvor lang tid holder de? 🙂
Mvh. Astrid
Hej, kan ikke lige give et præcist tal, men hvis de er tørrede helt, så burde de holde laaaang tid 🙂
Jeg har et par skiver i åbent glas fra sidste år de ser fine ud. Står dog i kælderen.
Tak for at dele din erfaring 🙂
Hvordan anbefaler du, at de opbevares hvis de skal gemmes til gaver? 🙂
Hej, I en lufttæt beholder af en art 🙂
Hej.
Ved det er lidt uden for sæson, men håber det går med et kort spørgsmål😁
Bevare appelsinerne deres duft når de bliver tørrede ?
Med venlig hilsen
Stephanie.
Hej Stephanie,
Det er bare helt i orden 🙂 Ja, det gør de, men duften er meget mild efter de er tørrede.
Kh Katharina
Kan appelsinerne holde sig i et år
Hej, Ja hvis de bliver tørret godt, så kan de. Jeg har selv nogle, som jeg har brugt et år efter 🙂