Annonce

Vaffelmix

Hjemmelavet er vaffelmix er noget jeg ofte har på lager herhjemme. Det fungerer præcis som de vaffelmixblandinger, du kan købe i supermarkederne, men her ved du præcis, hvad der er i.

Denne består udelukkende af fire ingredienser, og der er stor sandsynlighed for, at du allerede har dem på lager.

Når man tømmer indholdet af glasset og blander det med våde ingredienser, bliver det til de lækreste sprøde vafler. De dufter i hele hytten, når du laver dem!

Du kan både have hjemmelavet vaffelmix stående hjemme på lager, men det er også en rigtig sød gaveidé at give en hjemmelavet vaffelmix. Med et bånd om, så har du en sød værtindegave eller en julegave måske 🙂

vaffelmix

Opskrift på vaffelmix

Opskriften består af to steps. Begge meget nemme. Først skal man fylde glasset med de tørre ingredienser. Hvedemel, sukker, bagepulver og vaniljesukker. Så skal det hældes på et glas, der kan indeholde 500 ml. og som kan lukkes tæt. Det findes mange fine glas og ofte til gode priser. De kan også ofte findes i genbrugsbutikker i forskellige former og størrelser.

Det var del ét af opskriften. Nu har du en hjemmelavet vaffelmix, som du kan gemme derhjemme til en regnfuld eftermiddag eller du kan forære den væk i gave.

Nu til anden del af opskriften. De våde ingredienser. For at blandingen skal kunne blive til sprøde vafler, så skal den blandes op med mælk, æg og smeltet smør. Præcis samme ingrediensliste, som hvis man lavede vafler på normal vis. Du kan læse de præcise mængder nede i selve opskriften

vafler opskrift
vaffelmix etiketter

Etiketter til hjemmelavet vaffelmix

Hvis du vælger at give en hjemmelavet vaffelmix i gave, så er det vigtigt at modtageren ved, hvordan han eller hun tryller indholdet om til vafler. Derfor skal du angive, hvilke ingredienser der skal tilføjes til færdigblandingen og så selvfølgelig fremgangsmåden.

vaffelmix værtindegave

Gode gaveanledninger til at give en hjemmelavet vaffelmix

Personligt synes jeg, at man kan give en hjemmelavet vaffelmix ved alle mulige anledninger. I indflyttergave, til nybagte forældre, i mors dag gave, i fødselsdagsgave osv. Hvis du gerne vil give noget mere, så er det også en god ‘add on’ gave. Lad os sige, at du giver noget flot sengetøj, men gerne vil give noget mere. Så er en hjemmelavet madgave oplagt. Noget der gør den samlede gave personlig og hyggelig.

Se alle mine opskrifter på spiselige gaver her.

Opskrifter på hjemmelavede færdigblandinger

Der er nærmest ikke grænser for, hvilke kager og typer af bagværk, som du kan lave din egen færdigblanding version af. Jeg har en laaaang liste med gode ideer, som jeg skal have testet af. Det tager altid lidt længere tid at udvikle sådan en her opskrift, da den både skal fungere i et glas, og det færdige resultatet skal selvfølgelig smage fantastisk.

Her er nogle andre færdigblandinger, jeg har lavet, som sidder lige i skabet.

Så længe kan en hjemmelavet vaffelmix holde sig

Jeg bliver ofte spurgt om holdbarheden på mine færdigblandinger, og jeg synes altid, det er mega svært at svare på. Derfor vælger jeg at svare meget konservativt og sige 5-6 uger. Jeg har dog selv haft færdigblandinger stående i meget længere tid. Eksempelvis denne færdigblanding som jeg måske har haft stående i 3-4 måneder før jeg brugte den stor succes.

Holdbarheden kommer an på de tørvarer du putter i. Hvordan er holdbarheden på dem? Ofte vil de jo have en meget lang holdbarhed. Derudover kommer holdbarheden også an på, om du har brugt et glas, som er lufttæt, om det har helt rent, og hvordan du opbevarer glasset. Det skal helst ikke stå i direkte sollys, men gerne i en skuffe eller på en hylde, hvor det kan pynte.

Ang. de færdige vafler, så er de aller lækrest, når de er helt frisklavede. Hvis du gemmer dem og har nogle til overs på anden- eller tredjedagen, så kan du putte dem i brødristeren og så har du lune og sprøde vafler på ingen tid. Du kan også sagtens fryse dem ned og så varme dem i ovnen.

vaffelmix opskrift
vaffelmix

Hjemmelavet vaffelmix

Denne vaffelmix færdigblanding består af fire ingredienser og er super nem at lave. Giv den i gave eller hav den stående til en kold eftermiddag. Obs: Du kan også springe gavedelen over og i stedet bruge opskriften, som en 'normal' vaffelopskrift.
5 fra 2 stemmer
Antal: 17 stk
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse10 minutter
I alt20 minutter

Ingredienser

Til selve færdigblandingen

  • 400 g hvedemel
  • 150 g sukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 tsk vaniljesukker

Til når du vil bage vaflerne

  • 8 dl mælk
  • 150 g smeltet smør
  • 2 æg

Tilberedelse

Sådan fylder du glasset

  • Bland alle ingredienserne og hæld dem i et glas, der kan lukkes tæt. Pynt det og skriv følgende på et stykke papir.

Tekst til modtageren (eller bag dem selv efter disse instrukser)

  • Antal: 16-18 stk. Hæld glassets indhold i en stor skål. Tilsæt 8 dl mælk, 2 æg og 150 g smeltet smør. Rør godt rundt. Lad dejen hvile i køleskabet i 20 minutter, og så er den klar til at blive bagt i et vaffeljern.

Køkkenudstyr

  • 500 ml patentglas
  • Pynt og bageinstrukser
vaffelmix opskrift værtindegave
hjemmelavet vaffelmix
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments