Hak hvidløg og bland hvidløg, saften fra den ene citron og lidt salt og peber i en skål. Hæld blandingen over de tre kyllingbrystfileter. Hvis du har tid, kan du lade dem marinere i nogle timers tid og ellers så bare steg dem med det samme i noget olivenolie til de er gennemstegte. Hvis det går for langsomt kan de evt skæres i mindre stykker.
Imens fordeler du parmaskinken på en bageplade med bagepapir og bager stykkerne i ca 5-7 min ved 200 grader (varmluft) eller til de er sprøde. Lad dem derefter køle af.
Hak artiskokker groft og bland dem med soltørrede tomater og oliven, som du har halveret, i en stor skål.
Nu til sovsen.
0,5 dl olivenolie varmes i en gryde sammen med 1 tsk salt og dijon sennep. Bland imens majsmel med 0,5 dl vand og rør til det er opløst. Hæld det i gryden og når det bobler/simrer tilsættes madlavningsfløde og frisk basilikum i strimler og saften fra 1/2 citron. Nu skulle den gerne begynde at tykne. Smag til med salt og peber og sluk for sovsen.
Når kyllingen er færdig skæres den i små tern og blandes med artiskok, oliven og soltørrede tomater, sovs og pasta (skyl pastaen i koldt vand inden, så den ikke klistrer, hvis altså salaten skal være kold). Skær den sprøde parmaskinke i små stykker og drys med den og parmesan.