
Selvom det måske lyder underligt, så er bønner geniale til bagværk! De her muffins med sorte bønner er både glutenfri og sukkerfri, og minder meget om traditionel chokoladekage, både i konsistens og smag. Jeg kunne ikke spise dem alle sammen selv, selvom jeg gjorde et bravt forsøg, så jeg pakkede de resterende fint ind og kørte hjem til min far. Nøj, om han blev glad 🙂 Glasuren er lavet af honning, peanutbutter og dadler, og er mit første forsøg med en ‘sundere glasur’. Det blev en stor succes, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo 😉
I samme genre kan jeg også anbefale denne svampede kage med kidneybønner.
Forresten så flytter bloggen snart, hvilket betyder, at jeg får nyt lækkert layout. Yaaaay:) Jeg har brugt en del tid på den nye blog, så jeg håber, I kommer til at kunne lide den. Bloggen kommer til at have den samme adresse, så I skal ikke foretage jer noget. Jo, I skal gå ud i køkkenet og prøve de her muffins 😉
Det skal du bruge (ca. 9 stk.):
1 dåse sorte bønner
4 æg
4 dl. dadler
1 dl. mandelmel
6 spsk. kakaopulver
50 g. mørk chokolade
1 tsk. bagepulver
2 spsk. peanutbutter
1/2 dl. honning
Sådan gør du:
1. Dræn bønnerne for vand og blend dem med 4 æg, 2 dl. dadler (uden sten), mandelmel, 4 spsk. kakaopulver og bagepulver. Jeg brugte en stavblender. Tilsæt derefter grofthakket mørk chokolade
2. Hæld dejen i små muffinforme og bag kagerne i ovnen ved 200 grader (varmluft) i ca. 20 min.
3. Så er det tid til at lave glasuren. Blend 2 dl. dadler (uden sten) med peanutbutter og tilsæt 2 spsk. kakaopulver og honning.
4. Når kagerne er kølet af, smøres de med den lækre glasur. Mums 🙂
Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.