Green Spoon

Vi lukker www.greenspoon.dk

Nyt år, nye muligheder. Farveller og goddag’er. 2019 har været et spændende år i vores lille familie og der er sket rigtig meget.

En af de helt store begivenheder for os var, at vi startede vores egen webshop i starten af året. Et projekt, som vi længe havde gået og drømt om, og som vi kastede os hovedkulds ud i.

Jeg er så kæmpe stolt over det vi fik stablet på benene. Vi lavede alt selv. Det tekniske, økonomi, sociale medier og what not. Læringskurven har været stejl, men rejsen har givet os mega meget selvtillid og tro på, hvad vi kan udrette (ikke mindst sammen), når vi sætter os noget for.

Derfor åbnede vi Green Spoon
Der er flere grunde til vi kastede os ud i webshop eventyret. Dengang vi gik og dagdrømte om at have vores egen webshop, så udsprang det også i stor stil af ønsket om at have en mere rolig og nærværende hverdag med tid til hinanden og Viona. Tais sad i en krævende stilling med lange arbejdsdage, og det var ikke ideelt for hverken ham eller vores familieliv. Jeg havde sagt min fuldtidsstilling op, så jeg havde ikke noget at komme tilbage til efter barsel.

Vi havde en masse lange samtaler om, hvordan vi kunne skabe et meningsfuldt (og sjovt!) arbejdsliv og måske generere en indtægt som gjorde, at vi ikke skulle være adskilt de fleste vågne (og gode) timer om dagen fra hinanden. Vi var ude i noget med, at vi kunne køre webshop og så begge arbejde deltid, og vi på den måde også kunne have ugentlige fridage med Viona.

Så skete der det, at Tais fik tilbudt et job, som han ikke kunne sige nej til. Et job i det offentlige (loooove the offentlige!) med samme løn, meget bedre arbejdstimer, flexordning og bedre vilkår. Der startede han kort tid efter, vi havde startet webshop og det var bare det helt rigtige for ham og os J

Derfor lukker vi
Webshoppen har jeg mest stået for imens, og vi må bare erkende, at selvom vi faktisk har haft rigtig fine salgstal, så er det ikke det rigtige for os. Ikke i forhold til, hvor meget vi har arbejdet, hvad vi har tjent og hvad vores drømme er.

I mange måneder lå vi og solgte for 40.000 kr om måneden (jeg ved ikke, om det er ’meget’, men når ens lager er ’det ekstra børneværelse’, så føles det som meget). Til trods for, at vi havde mange salg om dagen, så er det bare ikke en business, der kører rundt. I hvert fald ikke for os. Vi havde minimale udgifter, da vi lavede alt selv, men alligevel var det et meget, meget lille overskud vi tjente. Nogle pakker tabte vi faktisk penge på at sende. Dét er ikke just motiverende, haha.

Vi måtte simpelthen konkludere, at vi ville skulle køre det op i en meget, meget større skala for at tjene rigtige penge på det, og det er jo i direkte modstand med vores ønske om mere tid sammen som familie.

Derfor har vi taget valget om at lukke Greenspoon.dk.

Det føles heldigvis 100% rigtigt og nu er vi bare spændte på, hvad fremtiden bringer for os 🙂 Jeg har allerede en idé til et nyt spændende projekt, så det er meget typisk mig, haha.


Hvad skal du så nu?
Jeg skal på barsel J D. 6. december går jeg på barsel og den vil jeg strække lige så længe jeg kan, så jeg kan gå hjemme med lillebror. Jeg skal lave alt det man laver på barsel. Skifte bleer, vaske tøj, gå ture og hygge med baby og Viona. Jeg skal også hygge mig med bloggen her, og min Instagram, som jeg jo drømmer om at vokse endnu større.

Måske jeg også finder et deltidsjob til den tid. Nu må vi se, hvordan det hele ser ud. Der er jo lang tid til, men det aller aller vigtigste for mig er tid med min familie. Dét er i hvertfald sikkert 🙂

SPAR en masse på grønne ting til køkkenet – sidste chance!
Vi lukker officielt webshoppen d. 15. december og indtil da, så gælder det bare om at få solgt det sidste af vores varelager, så vi ikke brænder inde med ting.

Vi har ikke meget tilbage, så du skal skynde dig, hvis du vil have fingrene i nogle af de fine sager vi har tilbage.

Lige nu er der 25% på ALT!

Rabatten bliver højere jo tættere vi kommer på d. 15. men som sagt har vi ikke meget til bage af hver ting!

Til sidst vil jeg også lige bruge anledningen til at takke alle jer, som har støttet op om vores projekt og som har kommet med hep fra sidelinjen og bestilt fra vores hjemmesiden. TUSIND TAK!

Kh. Katharina (& Tais)

 


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

 

Måske kan du også lide disse indlæg

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.