Bryllup

Vegeratisk Hverdag: Vores bryllup

Her kommer andet indlæg i min serie om bryllupsfortællinger. De bliver fortalt af brude, der har valgt at holde bryllup på en mere utraditionel måde. Der findes uendelig mange måder at blive gift på, og der er ingen ‘rigtigt’ eller ‘forkert’. Jeg håber, jeg kan være med til at inspirere til, at man skal følge sit hjerte og mavefornemmelse, når det kommer til måden, hvorpå man siger ‘Ja’ til sin udkårne. 

Hej! 👋Jeg hedder Camilla, er 30 år gammel og står bag instagramprofilen og bloggen Vegetarisk Hverdag, hvor jeg deler mine opskrifter på nem og lækker vegetarisk hverdagsmad. Jeg er uddannet digital designer og bor på Nørrebro i København med min svenske mand André.


André og jeg blev gift på Øland i Sverige den 18. juni 2016. Vi havde lejet et ret uforstyrret vandrehjem midt på øen i et naturreservat, hvor vores 56 gæster kunne overnatte i enten senge eller i telt. Vi blev viet borgerligt af Monika fra kommunen foran en gammel svensk gård, som lå bag vandrerhjemmet.

Ingen drøm om et bryllup
Ingen af os havde nogensinde tænkt, at vi skulle giftes eller drømt om et bryllup. Men jeg tror godt, jeg kan tale for os begge, når jeg siger, at vi ikke ville være foruden det i dag. Det er det fineste minde at have sammen.


Vi friede til hinanden i morgenkåber over morgenmaden på vores fem års dag i 2014. Vi havde vores tilbagevendende diskussion om, hvorvidt man kunne blive forlovede uden at blive gift. André kunne godt tænke sig en ring, men syntes det der med ægteskab var unødvendigt. Jeg mente det ene afhang af det andet. Pludselig udbrød André noget i retning af “jamen, så lad os da blive gift” og gik på knæ. Bagefter friede jeg også til ham.

Vi var forlovede i to år og tog os god tid til at finde ud af, hvordan vores bryllup skulle se ud.

At prioritere det vigtigste
Hvis der er noget folk har holdninger til er det bryllupper og man får gode råd fra både højre og venstre (jeg er selv lidt skyldig i dette nu). Et rigtig godt råd vi fik tidligt var at finde ud af, hvad der var vigtigst for os, og så fokusere på dét. For os var det:

– Stedet. Vi ville giftes et sted med en hyggelig, afslappet stemning, hvor vores gæster havde mulighed for at overnatte. Vi vidste der ville være gæster som skulle rejse langt, uanset hvor vi valgte at holde brylluppet.

– MADEN. Nok noget af det allervigtigste for os begge. Det skulle være et sted, hvor vi selv kunne bestemme menuen.

– God musik og gratis alkohol hele natten. Der skulle være et godt udgangspunkt for et fantastisk dansegulv!

Der var heldigvis ingen som pressede meget på i forhold til at ændre på vores ønsker til brylluppet. Selvom jeg nu tror, der altid er nogen, som bliver skuffede eller som måske ikke får deres forventninger indfriet.

Et budgetsmart bryllup
Både André og jeg er ret sparsommelige og ville helst ikke bruge for mange penge på brylluppet. Samtidig ville vi gerne have, at det skulle føles som et bryllup. Vi havde ikke et decideret budget, men efter vi havde lavet vores prioritering, var det lettere at tage beslutninger om, hvad vi ville bruge penge på, og hvad vi ikke ville bruge penge på.


Det absolut sværeste var at finde stedet. Vi startede med at lede kort efter vi forlovede os, og det var faktisk først cirka et halvt år inden vores bryllup efter mange twists and turns, at vi fandt det perfekte sted. Et charmerende vandrehjem midt i et naturreservat på Øland med 36 sengepladser, mulighed for at slå telte op i haven og til sølle 15.000 svenske kroner for hele stedet lør-søn, inkl morgenmad og to medarbejdere, der ville hjælpe til hele dagen og natten.

Benyttede venner og families hjælp
Vi stod for meget selv, og kunne ikke have klaret det uden hjælp fra venner og familie. Vi var på Øland i ugen op til brylluppet, og vores familier hjalp til med maden og oppyntningen i dagene op til.


Andrés lillesøster Elise ordnede mit hår og makeup, og blomsterne plukkede vi selv i vejkanten, og fik bonderoser og roser fra min svigermors og en familievens haver. Jeg lavede alle buketter til bordene dagen inden, og plukkede blomsterne til min brudebuket og bandt den selv på dagen.

To af vores venner tog vores bryllupsbilleder med blandt andet et gammelt polaroidkamera inden vielsen, og vi bad nogle andre venner om at tage snapshots ved vielse og fest, så vi ikke behøvede hyre en fotograf.


Vi lånte lydudstyr af en ven, og min veninde Lucia, der ofte DJ’er, styrede spotify-spillelisten hele natten, med lidt indslag fra Andrés ven Erik som lavede de vildeste DJ mix.

Vores vielsesceremoni
En halv time inden vielsen, havde vi bedt vores ven Adam om at arrangere noget underholdning. Vi ville gerne ryste vores gæster lidt sammen, eftersom de kom fra både Sverige og Danmark. Han lavede en quiz om os, som jeg næsten er lidt ærgerlig over, vi ikke kunne overvære!


André og jeg gik ind sammen til lyden af den melodi der spillede, da vi kyssede første gang. Andrés søster Elise spillede den på klaver, og hjertet buldrede derudaf. Det hele var lidt overvældende.


Vi havde bedt min veninde om at læse en valgfri tekst op, og Andrés ven om at spille et stykke musik undervejs med hjælp fra Andrés bror. Vi vidste ikke inden, hvad de ville læse eller spille, kun at Niklas havde skrevet sangen selv. Det var så dejligt med små overraskelser under vielsen, og det gjorde det hele meget personligt.

Sammen sang vi alle den svenske version af “Det dufter lysegrønt af græs”, som er en af mine yndlingssalmer. Monika, der viede os, gjorde det så fint og enkelt, og afsluttede med at bede alle lukke øjnene og mærke nuet, hvilket var en skøn afslutning.

Lige efter vielsesceremonien var ovre, satte Andrés søster Katarina nummeret her på. Vi brød ud i dans og alle kastede røde rosenblade, som min mor havde taget med som en overraskelse.

Kage, prosecco og gode tunes
Der blev tændt røgbomber, og alle fik prosecco og bryllupskage. En enkel kage min familie havde hjulpet os med at bage dagen inden med rabarber og mascarponecreme, pyntet med hyldeblomster og rød skovsyre.


Bryllupsbillederne havde vi taget inden vielsen, og det var faktisk rigtig rart ikke at skulle væk fra vores gæster, når nu vi var i gang, så det kan man jo overveje.

Vi hang ud i solen i et par timer inden middagen til lyden af denne spilleliste, som jeg stadig sætter på ofte herhjemme. Generelt prøvede vi at have en ret tæt tidsplan. Vi havde vielsen kl 16 og middagen ca. kl 18-18.30, så der ikke var så meget hænge-ud-tid imellem. Det synes jeg selv godt kan være lidt kedeligt til bryllupper, og vi har fået gode tilbagemeldinger på netop dét efter.

Middagen
Vi vidste som sagt, at vi ville prioritere maden højt, og stod selv for forret og dessert, mens vi hyrede en rigtig god lokal restaurant til at lave hovedretten.


Til forret pakkede vi røgede rejer i små brune poser med gæstens navn på. Til vegetarerne var der kogte artiskokker med røget smør. Og så var der friskt surdejsbrød til. Vi havde desuden lavet en lille folder med sjove beskrivelser af alle gæster, så der var lidt at snakke om ved bordene.

Buffeten bestod af forskellige udskæringer af lokal, grillet gris med forskelligt sommertilbehør og nogle utroligt lækre saucer. Vi betalte vist omkring 18.000 svenske kroner for hovedretten+surdejsbrød med to kokke, der kom ud til os og serverede.

Desserten var hjemmelavet koldskål med jordbær marineret i hybenrosesirup, med hybenrosepulver og ristede boghvedekerner. Til natmad havde vi købt ost, charcuterie og oliven, som vi spiste med det brød, der blev tilovers fra middagen.

Traditioner og livets dansegulv
Der var generelt en rigtig fin balance af taler og underholdning i løbet af middagen. Vi skrev faktisk i invitationen at taler og underholdning var velkomne, fordi vi rigtig gerne ville have det. Det er jeg så glad for, og der var både tårer og grineflip undervejs. Svenskerne syntes desuden, det var festligt med den danske tradition med at klinke på glas og bumle med fødderne for at få os til at kysse.


Efter middagen gik vi udenfor og fik serveret drinks og tændte lidt flere røgbomber og derefter dansede vi en form for brudevals. Det var en af de traditioner, vi holdt os til med en ret afslappet tilgang (vi havde ikke øvet os og trådte hinanden lidt herligt over tæerne).


Dansegulvet blev kickstartet af vores toastmaster Erik, som lavede det vildeste danseshow. Og så fortsatte det ellers nonstop til klokken 4 om morgenen. Jeg tror ikke, jeg forlod dansegulvet for andet end at hente noget at drikke i den fri bar eller gå på toilettet. Livets dansegulv! Festen afsluttedes med, at vi gik ud på marken for at se solen stå op, inden vi fik et par timers søvn. ♡

Morgenen efter spiste vi alle morgenmad sammen. Det er sådan en hyggelig måde at afslutte et bryllup på. Man behøver ikke sige farvel til nogle i løbet af natten, men kan feste fuldstændig uforstyrret og så kan man runde af i ro og mag dagen efter. Anbefaler varmt bryllupsfest med overnatning!

Lidt om min brudekjole
Min mors mand var så generøs at tilbyde at betale for min kjole. Jeg frygtede indkøbet og havde slet ikke lyst til at gå i en klassisk brudekjolebutik, så jeg vidste ret hurtigt, at jeg ville finde en skrædder som kunne sy kjolen. Jeg var bange for, at jeg ville føle mig klædt ud i en klassisk brudekjole med slør, og ønskede at føle mig tilpas i noget enkelt.


Det endte med at blive en todelt kjole med en top i hvid silke med dyb v-ryg og håndbroderede detaljer i silketråd og mørkeblå perler, og en halvlang nederdel i råsilke med lommer (ELSKER lommer). Skoene var brune træsko fra Swedish Hashbeens, der passede fint til den svenske gård og som jeg generelt elsker at gå i om sommeren. Jeg valgte ikke at have slør, og satte lidt markblomster i håret i stedet.

Det kostede 12.000kr at få kjolen lavet, og jeg ville ikke have prioriteret at bruge de penge på en kjole ellers, så jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik den som gave. Jeg følte mig så utroligt tilpas, og jeg har brugt toppen flere gange siden.

Tankerne efter
Vi fik vores absolutte drømmebryllup, og vi ville gøre det hele igen, hvis vi kunne. Det var så meget os, og lige præcis den kærlighedsfest, vi ikke vidste, vi ønskede os.


Det eneste jeg ærgrer mig over er, at det digitale kamera vi skulle have lånt til at tage vores bryllupsbilleder ikke kunne nå frem i tide, og vi derfor blev nødt til at tage dem med et mindre godt kamera. Gode billeder er guld værd efter, så det ville jeg helt sikkert prioritere.

Sammenlagt tror jeg brylluppet kom til at koste omkring 35.000 kr, og jeg fortryder ikke et øjeblik, at vi brugte de penge på det.

Mine bedste råd
1. Find ud af hvad der er det vigtigste for JER. Lav en prioritering af de vigtigste festelementer, og prøv at være lidt mere ligeglad med resten.
2. Udnyt familie og venner! Kender I nogen, der kan lave blomsterarrangementer med blomster fra haven, som kan lave noget underholdning eller som bare kan give en hjælpende hånd, er det guld værd.
3. Drik et glas bobler, når I gør jer klar. Det tager lige de værste nerver og gør, at man kan slappe lidt mere af og bare nyde vielsen og festen.
4. Giv fuldstændigt slip på dagen. Sørg for at uddelegere så meget som muligt til venner og familie. Så kan I på dagen bare læne jer tilbage og nyde jeres bryllup. Der er helt sikkert et eller andet der går galt undervejs, men det gør ikke noget i det store billede.
5. Et mini-bonustip: Køb hvide lagner i IKEA for billige duge!


I er velkomne til at kontakte mig med spørgsmål, hvis der skulle være nogle 🙂

I finder mig her:
Blog: vegetariskhverdag.dk
Instagram: @vegetariskhverdag

Kathatina her: Fik du læst første bryllupsfortælling i serien? Ellers finder du det her. Kunne du tænke dig selv at dele minder og erfaringer fra din egen bryllupsdag? Så send mig en mail på beetrootbakery@hotmail.com 🙂 Og skynd dig så lige ind og følg Camilla på Instagram, hvis du ikke allerede gør det. Jeg elsker hendes profil! 


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

Måske kan du også lide disse indlæg

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.