Bæredygtig livsstil

Bæredygtigt alternativ til sølvpapir: Bivoks wraps

Hej med jer,
I dag skal det handle om et super smart alternativ til sølvpapir, som jeg simpelthen ikke kan få armene ned over. Jeg har længe haft en idé om, at sølvpapir ikke er det bedste for vores miljø, men uden rigtig at undersøge hvorfor eller gøre noget ved det. I stedet har jeg bare brugt løs – for sølvpapir er jo en nødvendighed i køkkenet. Sådan gætter jeg på, at der også er rigtig mange af jer, der har det?

Bevares, der var dengang jeg prøvede at skifte ud med husholdningsfilm, men det var aaaaalt for besværligt (og vidst heller ikke særlig godt for miljøet), så det droppede jeg hurtigt.

Det ér bare nemt at stikke hånden i skuffen efter det glinsende papir, når man har smurt madpakke eller har en rest fra aftensmaden, der skal pakkes ind.

Det er blevet en dårlig vane for mig, men dårlige vaner er til for at blive brudt, og denne her har faktisk ikke været så svær for mig at bryde, da jeg først fandt det rigtige alternativ. Eller, jeg har i hvert fald skruet gevaldigt ned for mit forbrug og det var også planen. Ingen ekstremer her i køkkenet. Sølvpapir kan være ganske nyttigt og nogle gange, så ér det bare lettest.

Men hvad er det egentligt, der gør det så miljøskadeligt?

Jo, bagsiden ved det praktiske metalpapir er, at det er hårdt for miljøet at fremstille, da aluminium er et meget energitungt materiale, idet det udvindes af jorden med metoder, der kræver meget elektricitet.

Problemet er ikke så meget selve materialet, men det faktum, at det ikke bliver genanvendt, selvom det godt kan. Ved genanvendelse kan man spare hele 95 procent af den energi, der skal bruges til at udvinde nyt aluminium (kilde).

Det havde jeg altså ingen idé om.

Og det viser tal, at der desværre er meget få der har.

Men helt ærligt, så er det også bare lettest at klemme sølvpapiret sammen til en lille bold og smide det i skraldespanden sammen med alt det andet normale husholdningsaffald…

Det bæredygtige alternativ: Bivoks wraps

Så hvad gør man så, når man stadig gerne vil pakke rugbrødsklapperne til madpakken ind? Og dække skålen med den sidste smule hummus?

Man bruger bivoks wraps 🙂 Det er små stykker økologisk bomuld, som er blevet behandlet med bivoks, jojobaolie og harpiks, hvilket giver et helt særligt materiale, som kan foldes og holde formen. Er det ikke bare smart? 🙂

Bivoksen giver stoffet en vandafvisende og beskyttende overflade, jojobaolien gør indpakningen antibakteriel og harpiksen er med til at få indpakningen til at sidde fast på/forme sig efter fødevaren.

Det koster selvfølgelig mere end en rulle sølvpapir, men til gengæld kan det holde længe, hvis man passer godt på det. Man skal bare vaske det med lunkent vand og mild sæbe og duppe det tørt.

Nu har jeg ikke lavet regnestykket, men det er da lige før jeg tror, det er billigere på den lange bane.

Man kan købe bivoks wraps fra flere forskellige brands, men jeg har forelsket mig i den danske virksomhed Bistad, som er en socialøkonomisk virksomhed, hvor de har ansat en blanding af udsatte borgere, frivillige og ansatte, som er med til at producere produkterne og passe bigårdene.

Køb et rør med tre wraps i til 150 kr, her >>>

Hvis du sidder inde med andre smarte og mere miljøvenlige alternativer til sølvpapir og plastikposer, så del dem meget gerne i kommentarfeltet 🙂


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

Måske kan du også lide disse indlæg

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.