Familieliv/ Hverdagsliv

Om at amme

Hej dejlige jer,

I dag skal det handle om amning, om at spænde ben for sig selv og om at føle sig blottet og utilstrækkelig. Måske var det en naiv indstilling, men jeg havde nærmest ikke skænket det en tanke, at amningen ikke bare ville fungere fra dag ét. Min graviditet har været fantastisk, og udover kvalme i starten og lidt småskavanker, har jeg været meget skånet og heldig, så måske var det derfor, at jeg ikke tænkte meget over amningen. Det klarer min krop sikkert helt fint. Og det gør den også. NU. Men skal da lige love for, jeg har været fortvivlet.

Flere af jer har delt jeres historier med mig på Instagram, og jeg kan godt se nu, at min ’ammekamp’ slet ikke kan måle sig med det mange af jer seje, seje ladies har været igennem. Føler mig helt fjollet over, at jeg panikkede så meget, for det viser sig, at jeg slet ikke havde grund til så meget bekymring.

Men måske der også sidder andre derude, som jeg, der er usikre og som er hunderad for ikke at gøre det godt nok.

Det startede med, at vi var til hæleprøve tre dage efter jeg havde født. Her havde Viona tabt ca. 9% af sin kropsvægt, hvilket er i den høje ende. Spædbørn taber sig altid efter de bliver født, men de må max tabe sig 10%. Vi fik at vide, at jeg skulle prøve at håndmalke resten af dagen og så komme tilbage næste dag for at få hende vejet igen. Jeg gik hjem og håndmalkede, og kunne få sølle 1 ml. ud i alt. Mælken var jo nok ikke løbet til, hvilket den oftest gør på 3 eller 4 dagen. Dagen efter kom vi tilbage for at få Spiren vejet og jeg var helt ude af den og ulykkelig, det samme var Viona i øvrigt også, der græd og græd. No shit, pigen var jo skrupsulten. Jeg vil heller ikke benægte, at jeg havde de famøse babyblues, for jeg kunne slet ikke styre tårekanalerne og da jordemoderen vejede Viona og hun nu havde tabt sig 11,4% af sin kropsvægt, så kunne jeg slet ikke hænge sammen.

Så vi blev indlagt et døgn på barselshotellet, hvor fokus var på at få vægten på lillepigen op og på at få gang i amningen – og måske også for at få lidt styr på mor. Jeg fik en elektrisk pumpe og pumpede nu et par ml. ud, men damen var jo skrupsulten og havde tabt sig alt for meget. Så vi blev enige med jordemoderen om, at vi blev nødt til at supplere med modermælkserstatning efter hver amning. Dét hjalp. Viona ændrede fuldstændig humør. Først så tog hun sig en laaang lur og så blev hun ellers bare mere glad og veltilpas. Jeg var på en og samme tid både lykkelig over at se hende glad, men også ulykkelig over, at min krop svigtede hende.

Og nu vil jeg lige skynde mig at sige, at jeg absolut INTET har imod modermælkserstatning. En god mor sidder ikke i brysterne, som man siger, men jeg havde bare set så meget frem til at amme, og lige pludselig så synes jeg det hele så så sort ud. Jeg var ikke nogen god malkeko, og jeg forestillede mig straks det værste.

Efter et døgn på barselshotellet havde Viona taget flot på og humøret var meget bedre. Vi tog hjem med en plan. Først skulle hun ammes, så have modermælk på flaske (som jeg pumpede ud efter hver amning) og derefter skulle hun have modermælkserstatning. Det var en langsommelig proces og hver gang jeg sad og pumpede ud blev jeg nedslået over, hvor lidt mælk der kom ud. Oftest omkring 20 ml. og selvom Viona er en lille størrelse, så skal de altså have en del mere mad end det, men samtidigt så vidste vi jo ikke, hvor meget mad hun fik fra brystet. Så vi fortsatte. Amme, modermælk på flaske, modermælkserstatning på flaske, pumpe ud. Repeat. Sådan gjorde vi i en uges tid, alt imens jeg drak ammete, spiste godt og drak masser af væske og læste alt hvad jeg kunne på nettet.

Jeg var træt og ked af det. For det var jo ikke den hyggelige ammestund, jeg havde drømt om, og jeg følte mig utilstrækkelig og ikke god nok. Tais var helt fantastisk og prøvede at få de dumme tanker ud af mit hoved, men det var bare ikke let. Efter en uge besluttede vi at booke en privat amme konsultation på Babyinstituttet, og det var det bedste vi har gjort. Vi havde haft flere jordemødre inde over amningen og vores sundhedsplejerske, så vi var nok også en smule forvirrede. Selvom de alle har det samme mål med deres råd, at få amningen op og køre, så sagde de alle noget forskelligt til os. Så vi besluttede at gå ind til ammekonsultationen med et åbent sind. Her ammede jeg foran en jordemoder, der kiggede på min teknik og på Viona. Jeg tror, hun var lidt overrasket over, at vi var så usikre, for det hele så rigtig fint ud. Min teknik trængte til forbedring, men Viona fik masser af mad fra mit bryst og var også super dygtig til at sutte og synke.

Nu har vi droppet både modermælkserstatningen og pumpningen og jeg ammer udelukkende, hvilket er skønt. Hårdt også, men sådan er det jo 🙂 Jeg har meget mere fokus på mig selv også. På at få sovet, få spist ordenligt og drukket en masse væske. Hvis der er noget mælkebaren ikke har godt af, så er det en stresset og ked af det mor. Så til alle jer mødre eller mødre to be (både de ammende og dem der giver flaske) – husk at passe godt på jer selv også 🙂 I er mega seje!

 


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

Måske kan du også lide disse indlæg

1 kommentar

  • Reply
    Signe w
    15. april 2018 at 14:05

    Dejligt det lykkedes ❤

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.