Gravid/ Hverdagsliv

Fødselsberetning: En hurtig og hård fødsel

Hej med jer,
Jeg ved godt, det er en kliché, men dagene flyver af sted, selvom jeg i princippet ikke har særlig mange aftaler eller ting på programmet. Viona og jeg tager tingene i vores eget rolige tempo, men alligevel så når jeg nærmest intet udover kærlighed og kvalitetstid med hende. En gåtur. En tår mælk. Puttetid på sofaen. En tår mælk. Uendelig mange bleer der skal skiftes. En tår mælk. En lur. En tår mælk. Og sådan kan en hel dag snildt gå, og så kommer Tais hjem og så er jeg træt, haha. Men vi hygger os meget og har det godt i vores lille boble 🙂

Så det er forklaringen på stilheden herinde, men det havde I jo nok regnet ud 😉 Jeg har dog fået skrevet min fødselsberetning ned, som jeg gerne vil dele med jer. Har selv haft stor glæde af at læse andres, efter jeg selv blev gravid. Inden jeg blev gravid forstod jeg slet ikke, hvorfor man skulle have lyst til at læse om den slags, haha. Så hvis du har det sådan, så er dette indlæg ikke noget for dig 😉

Men here goes. Historien om Vionas fødselsdag. Om en hurtig, smuk og hård fødsel. Om at lytte til sine egne instinkter og om at blive truet med at blive klippet!

Det er lørdag morgen kl. 04.30 og jeg vågner og skal på en af mine evindelige tisseture. Jeg er gået fire dage over tid, så der bliver presset godt på blæren. Da jeg går på toilettet, opdager jeg, at jeg pletbløder. Lidt ligesom menstruation. Jeg ligger mig ind i sengen og ’kommer til’ at vække Tais. Siger meget snørklet til ham, at vi måske ikke kommer til hans families påskefrokost. Han kigger meget søvndrukkent og forvirret på mig, indtil det går op for ham, hvad jeg mener. Han bliver vildt glad, og vi har begge svært ved at falde i søvn igen, selvom vi godt ved, vi burde.

Jeg falder til sidst i søvn, og da jeg vågner murer det lidt i lænden. Sådan føles det langt op af eftermiddagen, men begynder at bide mere og mere. Ikke noget, jeg ikke kan holde ud. Vi hygger foran fjernsynet det meste af dagen, går en lille tur (med pauser til mig) og spiser en masse mad. Der er en helt særlig stemning mellem os, og dagen går både enormt hurtigt og enormt langsomt. Vi ved, at vi vores liv snart ændrer sig for altid og vi snart til møde vores datter.

Omkring kl. 19 begynder der at komme noget, der ligner regelmæssige veer. De gør ondt, men det er stadig til at holde ud. Jeg ringer til Rigshospitalet. Egentligt mest bare så de ved, at der nok ikke går længe og for at blive beroliget i at alt er som det skal være. Vi aftaler, at jeg ringer igen, når veerne er mere regelmæssige. Jordemoderen mener, at der kan gå mange timer, men allerede kl. 20 synes jeg, de begynder at gøre en del mere ondt og kommer ret regelmæssigt. Jeg ringer til fødemodtagelsen igen og jordemoderen kan godt høre, jeg har ondt, men hun synes alligevel det er for tidligt at tage af sted, så vi aftaler, at vi kører mod hospitalet om 40 minutters tid. Kan høre på hende, at hun stadig synes det er lidt tidligt, men jeg insisterer.

Ventetiden derhjemme går hurtigt, og jeg prøver at fokusere på vejrtrækningen, det bedste jeg har lært fra fødselsforberedelse. Tais er sød og masserer mig på lænden og tager tid på veerne.

Kl. 20.30 står vi klar med overtøj og fødselstaske i hånden, men så ringer de fra Riget. De kan ikke tage i mod os alligevel, da de har fået to akut sager med for tidligt fødte. Jeg kan selvfølgelig godt forstå det, men må indrømme, at jeg lige skal sluge den. Har hele tiden forestillet mig at skulle føde på Riget, så bliver en smule utryg, selvom jeg rationelt godt ved, at Herlev er lige så fint et sted at føde.

21.00 – Vi ankommer til Herlev og Tais ved heldigvis, hvordan man kommer derhen. Vi bliver taget i mod af en jordemoder, der mærker hvor åben jeg er og fortæller, at jeg er 2 cm åben. Hun sætter nogle ting fast til min mave for at mærke, hvor hyppige og kraftige mine veer er, og jeg sværger, det er som om de aftager i styrke og hyppighed. Som om de prøver at få mig sendt hjem igen! Prøver at fortælle jordemoderen at det er som om veerne har ændret sig og de altså har været kraftigere, men hun mener først, at jeg kommer til at føde næste formiddag, og prøver at sende os hjem med en lille cocktail med smertestillende. Men vi er ret insisterende på at blive, for jeg VED bare, at der ikke kommer til at gå lang tid. Vi aftaler, at vi går en tur på en times tid på hospitalet og kommer tilbage bagefter og bliver tjekket.

Tais og jeg går en tur, og veerne tager virkelig til! De gør rigtig, rigtig, rigtig ondt og tanken om, at jeg måske skal være i den smerte til næste formiddag er fuldstændig uoverskuelig. Efter en time kommer vi tilbage, og jeg kan nærmest ikke fokusere, så ondt har jeg nu.

Jordemoderen undersøger mig, og siger overrasket, at jeg nu er 7 cm åben! Det er åbenbart helt vildt hurtigt, at jeg har udvidet mig, så hun kan godt forstå, at jeg har ondt og hun er også glad for, at vi ikke tog hjem. Jeg hører hende sige til nogle sygeplejersker, at de skal gøre klar til en fødestue, da jeg nu er 7 cm. åben. Kan tydeligt huske dem sige meget forbavset; 7 cm!!

På vej til stuen spørger hun mig, om jeg vil have epidural for så er det NU, jeg skal sige til. Takker nej tak, men vil gerne have lattergas. Vi snakker også om, at jeg kan komme ind og stå under en bruser, men bare på turen ned til fødselsstuen har jeg åbnet mig yderligere og det er for sent til både epidural og bruser.

Der går yderligere ca. 1 time og jeg er nu fuldt åben og skal bare vente på at Viona skruer sig ned.

Og her er smerten nærmest ulidelig (sorry, men det gør altså ondt!). Det er helt klart der i fødslen, hvor jeg syntes det gjorde mest ondt. Havde ellers troet det ville være pressefasen, men denne her ventefase var meget værre. Jeg får godt med lattergas og jeg er lykkelig for at have takket ja til det. Så er jeg i det mindste en smule høj, haha. Jeg når også til et punkt, hvor jeg tænker, nu holder jeg ikke til det her længere og jeg får sagt noget ala ’Jeg vil ikke mere’ til jordemoderen. Hun siger bare iskoldt ’Jamen det skal du’, og det var lige, hvad jeg havde brug for at høre.

Min jordemoder er svensker, men taler dansk-svensk og det kombineret med mine smerter og høje indtag af lattergas gav nogle kommunikationsproblemer. Det sjove er bare, at jeg overhovedet ikke ænser, at vi til tider misforstår hinanden og ikke taler samme sprog. Jeg har fornemmelsen af, at vi snakker glimrende sammen, men Tais fortæller mig bagefter, at det var ret komisk til tider, haha. Men vi er begge rigtig glade for jordemoderen, der er super dygtig og som er med os under os hele fødslen.

Ca. lidt i tolv om natten har Viona lagt sig klar, og jeg kan mærke pressetrang. Jeg får lov til at presse, men selvom jeg presser og presser, så er det ikke nok. Min krop bliver træt og mine veer kommer med længere mellemrum, hvilket betyder, at Vionas hjerteslag falder. Jeg bliver selvfølgelig vildt bekymret og presser alt, hvad jeg kan!

Jordemoderen siger, jeg skal have vedrop, hvis der ikke snart sker noget og tager en bakke med sakse frem. Hun vil klippe mig, så de kan få Viona ud! Men da jeg ser saksene, er det som om jeg virkelig forstår alvoren og min krop begynder straks at producere flere veer og Vionas hjertelyd stabiliseres. Med hep fra Tais, en sygeplejerske og jordemoderen får jeg Vionas hoved ud og vups, så ligger der den lækreste lille baby på mit bryst og græder. Den smukkeste lyd, jeg nogensinde har hørt.

Kl. 00.16 fejrer vi den dejligste lille piges fødselsdag.


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

Måske kan du også lide disse indlæg

4 Kommentarer

  • Reply
    Signe
    17. maj 2018 at 19:39

    Hej Katharina.
    Jeg er gravid for første gang og har termin i december. Det er sikkert også, fordi hormonerne farer rundt i min krop, men jeg sidder lige og fælder en tåre til din smukke beretning. Tak! Og stort tillykke.
    Jeg har lige genopdaget din blog og opdaget, at du er blevet mor og må i gang med at læse alle baby- og gravidrelaterede indlæg!

    • Reply
      Katharina
      18. maj 2018 at 9:38

      Hej Signe,
      Stort tillykke med graviditeten 🙂 Haha, åh de skønne hormoner. De gør det svært at styre tårekanalerne – og det bliver ikke bedre efter du har født, skal jeg hilse og sige 😉 Tusind tak for de søde ord, det gør mig rigtig glad at høre 🙂

  • Reply
    Signe w
    22. april 2018 at 14:32

    Skøn beretning, smerte eller ej ❤

    • Reply
      Katharina
      22. april 2018 at 16:42

      Tusind tak <3

    Leave a Reply