Familieliv/ Hverdagsliv

Fire uger med Viona

Nu er det præcis fire uger siden, mit hjerte slog en kolbøtte og vores liv blev beriget med lille Viona. Tænk, hun er en måned gammel. Fejrer man den slags? Jeg tror, vi skal have et lille stykke kage 😉 Og tænk, at jeg har været mor i en hel måned. Det føles stadig lidt mærkeligt at sige højt. At jeg er nogens mor. Og at jeg har en datter. Samtidigt, så er det også det mest naturlige i verden og det føles som om, hun har været hos os meget længere. Jeg har nu i to uger været alene med hende på barsel og levet i kærlighedssymbiose med hende. Godt hun er programmeret til hun ikke sådan bliver træt af mig foreløbigt!

Læs min fødselsberetning her >>>

Jeg elsker motherhood, og jeg elsker at gå hjemme og passe mit nussehovede. Give hende kærlighed, kysse hende og skifte ti tusinde bleer om dagen. Sådan føles det i hvert fald! Men det er også pisse hårdt. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Den lille dame er en temperamentsfuld lille en og hvis hun er utilfreds, så fortæller hun det. I og for sig er det jo godt, at hun udtrykker sig, men det er også hårdt i længden. Babygråd går lige i en mors hjerte og nogle gange, føler jeg mig bare så magtesløs. Lige nu er det  maveknep der driller, og jeg tror nærmest det gør mere ondt på mig, end det gør på hende.

Men alt er en fase, så jeg prøver bare at tage det sure med det søde. Og sød det er hun virkelig.

Dagene flyver afsted, selvom jeg ikke har meget at berette om, når Tais kommer hjem, haha. Mest også fordi han allerede har fået billeder sendt løbende, haha. Viona der bader. Viona der har en ny body på. Viona der kigger skeptisk ind i kameraet. Viona der kaster håndtegn.

Er der noget, jeg har lært, så er det, at det er Viona der sætter dagsordenen. Vi tager alt i roligt tempo og hun bestemmer, hvornår mor skal på toilettet, hvornår mor må spise og hvornår mor får tid til bloggen. Vi triller en tur hver dag, men ellers så hygger vi mest herhjemme. Kan hele tv-programmet udenad, haha.  Hver gang jeg bliver spurgt, om vi vil noget, eller hvis jeg selv overvejer at tage på ud, så prøver jeg at spørge mig selv ’Er det Vionas behov?’ og hvis svaret er nej, så er svaret nej. Det prøver jeg i hvert fald at leve efter så godt jeg kan. Der skal nok blive rigeligt med tid til alt muligt andet i takt med at hun bliver ældre, selvom det godt kan være lidt hårdt ikke at kunne de samme ting som før. Emili har skrevet rigtig fint om det her. Men hver ting til sin tid. Lige nu vil jeg nyde, at hun er lillebitte og hun bare gerne vil hænge på mor og far.

 


Pssst… Følg også med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke og hverdagsmagi, samt min Facebook-side, hvor jeg deler interessante links og giver besked, når der er nye indlæg på bloggen. Følg også bloggen via Bloglovin’ her.

Måske kan du også lide disse indlæg

Ingen kommentarer

Leave a Reply