Graviditet/ Hverdagsliv

Barselssysler – det vil jeg lave i min barsel


Jeg er officielt gået på barsel og der er nu under en måned til, at jeg har termin med rødbedespiren. Det er jo lige om lidt! Nu har jeg jo kun været på barsel i to dage, men indtil videre hygger jeg mig ret godt og nyder at kunne tage en eftermiddagslur! For den der nattesøvn ik’, den er altså ret udfordret, når man er højgravid! Alle siger, at man skal huske at sove igennem inden baby kommer, men det er bare ret svært, når man vågner 3-4 gange for at skulle tisse og man derudover vækker sig selv med vejrtrækningsbesvær flere gange om natten (fordi nogen åbenbart er begyndt at snorke – undskyld Tais!).

Som jeg også tidligere har nævnt, så har jeg løbende gjort mig nogle tanker om, hvad jeg gerne vil hygge mig med under barslen, både så jeg føler, at jeg får udrettet lidt, udlevet nogle drømme og så jeg ikke bliver skør af at gå så meget derhjemme.

Først og fremmest skal jeg jo kysse, kramme, nusse og kigge forelsket på vores lille rødbedespire. Alt andet kommer efter hende. Forhåbentligt kommer der til at være evig happy hour i mælkebaren, og det samme gælder al den omsorg hun (og jeg) har brug for. Men når hun sover (kryds lige fingre), så kan det jo godt være, at der også bliver tid til lidt andet.

Her er nogle af den ting, jeg drømmer om at nå/lave både før og efter hun er kommet til verden:

Barselssysler – det vil jeg lave i min barsel

♥ Vaske alt vores babytøj og ligge det i system. Vi er så heldige, at min mor har strikket en masse sødt tøj til os og Tais mor og søster er de vildeste loppehajer, så lillemøfferen har allerede en rimelig sej garderobe. Derudover har vi også suppleret lidt med tøj, som vi har fundet i genbrugsbutikker, men vi prøver ikke at købe for meget, så vi ikke ender op med en masse tøj og ting, som vi aldrig får brugt…. Butikkerne har jo også åbent, efter jeg har født!

♥ Fylde fryseren med mad til den første tid. Det har jeg skrevet om her, hvor jeg har linket til forskellige opskrifter 🙂

♥ Høre en masse podcasts (og skrive et indlæg med mine anbefalinger). Jeg er pt igang med The Minimalist (dem der også står bag dokumentaren af samme navn på Netflix) og den er mega inspirerende.

♥ Gå til baby yoga eller babyrytmik. I hvert fald noget, hvor mor også får rørt sig lidt, og hvor baby kan hygge sig. Hvis I har nogle anbefalinger, så del dem endeligt 🙂

♥ Få gang i min egen surdej. Er det bare mig, eller er det som om, at hele Instagram og blogland har gang i deres egen surdej? Jeg har aldrig prøvet at lave sådan en før, da det altid har virket uoverskueligt (det er det sikkert slet ikke!), men nu har jeg forhåbentligt tiden til det. Yndlings Line har lavet en guide her og det har søde Maria også her. Dem vil bruge, når jeg går i gang.

♥ Bage rugbrød – og først stoppe, når jeg har fundet den helt rigtige opskrift! Igen så er det et projekt, som jeg aldrig har fået begivet mig ud i, men nu skal det snart være.

♥ Indrette vores nye hjem. Som jeg før har skrevet, så kommer vi fra en 1-værelses og bor nu i en 4-værelses, så her er unægtelig lidt tomt i Rødbedebageriet. Lige nu har vi et rode-rum, men det er meningen, at det skal blive til et kontor (yep, vi er sådan nogle, der har plads til et kontor!), så det skal jeg have gang i. Og så børneværelset selvfølgelig.

♥ Og nu vi er ved indretning, så har jeg også en drøm om at male en af vores vægge i soveværelset i en sej farve med noget spartelmaling. Lidt alá denne væg.

♥ Dyrke mine egne planter. Indtil videre er jeg kommet på: Diverse spirer, en avocadoplante, tomatplanter og solsikkeblomster. Jeg har ikke særligt meget forstand på planter, men jeg elsker dem og jeg elsker at se dem vokse, så det er noget, jeg gerne vil dykke lidt ned i.

♥ Venindehygge.

♥ Blive en del af en mødregruppe. Krydser fingre for vi kommer til at svinge sammen.

♥ Lave en masse opskrifter til bloggen og generet hygge mig meget mere med bloggen og med jer 🙂

♥ Og lidt i samme boldgade. Blive bedre til at tage madbilleder og til at style mine billeder. Jeg synes allerede, jeg er kommet langt 😉

♥ Pakke min fødselstaske færdig. Det må jeg hellere snart få gjort…

♥ Prøve at lave klassiske danske retter. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en eller anden idé om, at jeg gerne vil prøve at lave en masse klassiske retter. Boller i karry, steg og også klassiske konditorkager. That kind of stuff…

♥ Og så i den helt anden ende, så vil jeg også gerne prøve at lave dumplings, bao, ramen og forårsruller.

♥ Lave nogle flere hjemmelavede hudplejeprodukter, hvor jeg selv har 100 procent styr på, hvad der er i. Jeg er stadig rigtig glad for denne scrub, som står ved vores håndvask og er en mirakelmager mod vintertrætte hænder.

♥ Gå en masse lange ture med barnevognen og udforske vores nye område.

Ja, det var vidst det for denne gang. I virkeligheden er min liste meget længere, og også ret random, men nu må jeg jo se, hvordan det bliver. Jeg prøver i hvert fald at forberede mig på, at jeg måske ikke når en eneste ting på listen, men så er det bare sådan det bliver. Jeg har jo aldrig været på barsel før, så må tage det hele en dag af gangen 🙂

Hvad var/er på jeres barselsliste?

Havregrød med hjemmelavet karamel og æble. Yuuuuum!

Måske kan du også lide disse indlæg

1 kommentar

  • Reply
    Anna
    2. marts 2018 at 9:00

    Ej det lyder bare som den dejligste barsel <3

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.